Kæresten og jeg er gået i gang med at male et træbord. Inden for den nærmeste fremtid skal det danne et hvidmalet, halvmat og letaftørligt fundament for røde bøffer, ludospil, elskovsscener, morgenaviser og dansende dameben. Plus/minus dækkeservietter.
Der er store drømme for enden af gør-det-selv-arbejdet.
Men, hvordan gør man egentlig? Hvor meget skal overfladen slibes? Hvad er grunder for noget? Hvilken kornstørrelse skal sandpapiret have? Og hvad med grundrens?
I vores søgen efter svar, ringede vi til vismændene. Først konsulterede vi min far. Hans hænder er så ru, at de sprækker om vinteren. De har malet gavle, bejdset lofter, lakeret gulve, bygget drivhuse og en carport. Så der var bestemt erfaring bag hans svar, som var kort og uden dikkedarer: ”slib, tør af, grund og mal”.
Men som alle andre moderne mennesker blev vi hurtigt enige om, at det nok var bedst med en second opinion. Så vi ringede også til kærestens far for en sikkerheds skyld. Han er en mand med visioner. Faktisk er han så visionær, at han har formået at udvide, redesigne og perfektionere familiens udestue 5-6 gange med de bare næver. Hans svar var en smule mere detaljeret og lagde ud med en opbyggelig indledning:
”Det er nu, lige nu, det virkelig kan betale sig at gøre en indsats!”, sagde han.
Herefter fulgte en udførlig vejledning, der indeholdt hele tre lag grunder og pinefulde mellemintervaller af omhyggelig og opslidende finslibning. Vejledningen blev afsluttet med en omsorgsfuld advarsel:
”…. Ellers står I dér efter sidste lag maling og må slibe det hele ned igen!”.
Efter rådgivningen blev det klart for mig, at det der med at lave et bord om til sin store drøm kan gå helt galt og ikke er en helt entydig process. Hvilken vej er det forsvarligt at vælge til de røde bøffer og stearinlysene og morgenavisen? Den korte eller den lange? Hybris eller livrem og sandpapir?
Jeg følte mig en kende opgivende og genkendte pludselig følelsen fra et andet område i mit liv. Og ja, kære læser, nu kommer den store metafor: Det der bord er jo mit håbefulde foster af en fremtid.
Der ligger et fad blodige velhængte steaks og venter på at blive serveret på mit bord, men jeg er usikker på, hvor mange gange jeg skal grunde min professionelle profil, før jeg maler den i højglans og sender middagsinvitationer ud. For tænk nu hvis det hele går galt. Tænk, hvis gæsterne melder afbud, og jeg må slibe det hele ned igen!?
Allermest bekymrer det mig, at jeg simpelthen ikke gider at slibe mere (jeg har ellers ry for at være noget af en slibe-pige). Heller ikke selvom det er "nu, lige nu, det virkelig kan betale sig at gøre en indsats" og grunde med universitetsuddannelser, relevante studiejob, høje karakterer og frivilligt arbejde.
Jeg vil dækkes op med bøffer nu! Smager de ikke lige så godt på en overflade med lidt helligdage? Er det overmod at smide sandpapiret på bålet og invitere til middag på mandag?
