Når øjnene udspiler sig - og man bliver primalt opmærksom

I forlængelse af mit seneste indlæg er jeg kommet til at tænke over, hvad jeg egentlig interesserer mig for. Altså ikke ting, jeg interesserer mig for, fordi jeg skal, eller fordi det er fornuftigt. Nej, den slags ting, som gør mig tændt og opmærksom, uden jeg skal stramme mig det mindste an.

To eksempler fra for ganske nylig træder frem og illustrerer måske også, hvor gammel jeg egentlig er inde bag min 26-årige skal:

Forleden var jeg til fødselsdag hos Ellen. Hun fyldte 5 år. Hele familien var inviteret, så kaffebordet var bænket med onkler, tanter, kusiner, fætre, bedsteforældre og forældre. Jeg var så heldig at komme til at sidde lige ved siden af fødselsdagsbarnet.

Det var bestemt rigtig hyggeligt at fejre fødselsdag. Men konversationen krævede lidt ekstra opmærksomhed fra min side. Jeg er ny i Ellens familie, så ørerne skal være ekstra stive, hvis man skal holde styr på, om Faster er til rødvin eller hvidvin, hvor mange år Svoger har stået på ski, og hvem Bent og Karin er i anekdoten om nytårsaften 1988.

Mens jeg gumlede på et stykke skulderparti fra kagemanden og smilede til kaffebordet, kiggede fødselsdagsbarnet pludselig op på mig og sagde:

”Jeg har fire kærester”.

Med ét blev jeg fuldstændig tændt! Sukkerdynen af glasur og chokoladeknapper, som var ved at lægge sig over mig, blev med ét revet til side, og jeg var helt og aldeles opmærksom. Primalt opmærksom! Med gåsehud og gnister i øjnene.

Det stakkels barn må have følt sig ganske kvalm af den gispende kaffeånde, der vældede ned over hende i bare iver for at høre detaljer om mandspersonerne. Jeg fik navne og alder og prøvede så ellers at beherskede min snagelyst af respekt for selv en 5-årigs blufærdighed.

Stort set samme scenarie udspillede sig en uges tid senere, hvor jeg var til et andet familiegilde. 

Her gik snakken om kælderisolering, karriere og kapitalpensioner, da jeg fik øje på præ-pubertære Katrine. Hun havde ”Vi Unge” med i leopardhåndtasken, og pludselig hvirvlende famlende brevkasseindlæg, artikler om kysseteknikker og idolplakater ind over bordet og gjorde selskabet ekstra røde i kinderne. Jeg emmede af lyst til at spørge, hvor mange kysseteknikker Katrine selv havde afprøvet. Og om hun så gerne ville være kæreste med Justin Bieber?

Åh, jeg er vild med det. Og god til det! Det der lidt hemmelige og pinagtige, som man kan spørge ind til. Bore i. Hviske til hinanden. Med udspilede øjne og dunkende hjerte.

  

Nu mangler jeg bare at finde ud af, hvad man bruger sådan en interesse til. Hvordan man oversætter den til en kompetence? Mon ikke det kommer. Ganske indirekte …

At komme indirekte i mål

Alle succesfulde mennesker er målrettede. Dem der virkelig opnår noget, de har sku tænkt det ordentligt igennem. Og når de så kan se bullseye i horisonten, så knokler de. Hårdt og disciplineret. Vejen til succes er ikke brolagt med sjov og chokolade!

Det er kun mig, der er en rastløs flimmerkasse. Jeg overspringshandler og skifter retning, når jeg får en ny og sjovere idé. Jeg ”fedter med det”, som min konsulentkæreste siger. Og når jeg så har fedtet med det længe nok - mens resten af verden drøner derud af (next stop bullseye) - så bliver jeg overbevist om, at jeg aldrig klarer den i den her stålsatte og performanceorienterede verden. Jeg er jo både doven, forlystelsessyg og uansvarlig. Åh, ak og ve.

Derfor prøver jeg, som ethvert andet fornuftigt menneske, at være systematisk, vedholdende og detaljeorienteret. Det er bare ikke særlig sjovt! Og igen bliver jeg bekymret. Hvorfor har jeg ikke et kvalitetsbevidst sind, som lader sig tilfredsstille af en portion fornuftige pernittengryn?

Når jeg så er helt blå om læberne af angst for, hvordan jeg nogensinde skal passe ind og klare den, så springer min indre performancekujon frem og klamrer sig til et redningsbælte af regneark, normalkurver og kildehenvisninger. Det er nemlig trygt at have en godkendt model at følge, når man nu selv er så utilregnelig. Så spænder man bare metodesikkerhedsselen og sætter sig til at dø langsomt bagerst i bussen.

Men det er slut nu! Jeg har nemlig fundet bevis for, at det der med iskold systematisk målrettethed muligvis slet ikke er vejen frem.

Åbenbaringen fandt jeg, da jeg åbnede økonomiprofessor John Kays bog Obliquity. Den handler om, at man oftest når sit mål ved at snige sig ind på det indirekte. Ved at sigte efter noget, som er lidt ved siden af. Ved at sigte efter noget, som kan mærkes i maven! Første side starter sådan her:

”The most profitable companies are not the most aggressive in chasing profits, the wealthiest men and women are not the most materialistic, and the happiest people do not pursue happiness”.

Bogen fortsætter med at berolige om, at alle de tilsyneladende succesfulde mennesker derude er lige så store performancekujoner, som jeg selv er. De synes heller ikke, det er skægt at sidde i selen og følge metoden. Faktisk lader de fleste bare som om, fordi det nu engang er vedtaget, at det er sådan, man gør, når man skal opnå noget.

Jeg er kun nået til kapitel 3, men er hooked. Glæder mig til at læse videre og skal nok berette om flere åbenbaringer, hvis jeg støder på nogen.