Når bornholmeruret tikker

Min arbejdsplads har ingen penge. Det er så grelt, at sodavandene nu er skiftet ud med vand i papkartoner. I den firkantede matte indpakning ligner vandet den slags proteindrik gamle mennesker drikker med sugerør, når kræfterne svinder ind og bornholmeruret tikker. Egentlig et meget godt billede på, hvordan finanserne har det på kontoret for tiden.

Som i privatlivet betyder en slunken pengepung, at man må skære ned på alt det sjove. Det er der også blevet inden for mit arbejdsområde, hvilket er en af grundende til min arbejdseksem. For en måneds tid siden fortalte jeg min chef om min tilstand, og spurgte, om hun havde mulighed for at udskrive en recept på noget motivation.

Jeg havde selv et lille forslag til receptens ordlyd, som jeg faktisk ikke regnede med, ville være en reel mulighed. Det er nemlig sådan, at selvom mit sigtekorn er rettet mod udfordringer i den private sektor, er jeg faldet over en offentlig virksomhed, som jeg faktisk rigtig gerne vil arbejde for. Den laver innovation og samarbejder med min arbejdsplads. Jeg blev endnu mere klar over, hvor spændende den er, da jeg skrev mig varm i en ansøgning til den forleden:

”Især den offentlige sektor interesserer mig, da jeg, gennem mit arbejde og som almindelig borger, har stiftet bekendtskab med både fordomme om sektoren og også, hvor klumpet den faktisk kan være at danse med engang imellem. Det er en spændende udfordring at skabe forandringer og udvikling i et system, som alle er involveret i, langt de fleste har en holdning til og mange gerne vil have indflydelse på”.

Og helt ærligt, det er ikke bare floskler til ære for modtageren. Det er sku da spændende!

I går var jeg til møde med min chef igen. Og hun havde overraskende nok besluttet sig for, at jeg skal have en chance for at prøve mine innovative lyster af. Ikke lige i to måneder, hvilket jeg foreslog som et passende tidsrum til at ”samle den rette mængde innovative kompetencer”. Nærmere to uger. 

Chefen mente ikke, det var helt forsvarligt at give mig løn for at arbejde to måneder ude af huset, når vi nu bornholmeruret tikker så kraftigt på kontoret og alle sodavandene er fjernet fra køleskabet. Og så har jeg jo også et job, som skal passes. Fair nok.

Men nu bliver min ansøgning altså sendt af sted til innovationens offentlige højborg. Med chefens flødeskum på toppen. Og som hun sagde, inden vores møde sluttede: ”Jeg kan jo desværre ikke kontrollere, hvor meget du charmerer dem under dit besøg”.  

Jeg venter i spænding og skruer op for charmen…

Når man er 10 år, gør man det bare

Jeg har haft feriebesøg af min 10-årige nevø. Det har bekræftet en livsfilosofi, jeg på papiret er stor tilhænger af, men som jeg til tider er for stor en kujon til at udleve til fulde. Don’t be afraid to suck. Just do what you like! Jeg tror blandt andet, det er derfor, at jeg indtil videre har fundet mig i at klø i min sjælelige arbejdseksem i stedet for at finde mit kald af et job på et af Københavns kommunikationsbureauer.

At se de principper, jeg selv hylder, for fuld udblæsning hos min lille spire af en nevø, fyldte mig på én gang med melankoli, beundring og misundelse.

Han vil gerne fotograf, når han bliver stor. Måske vil han også gerne lave reklamer. Altså bare måske. Intet er jo vist, når man er 10 somre. For at udforske sin kommende karriere lånte han derfor mit kamera, mens han var på besøg. Og det var magisk at se måden, han greb sit nye projekt an på. 

Bekymringer som skarphed, ISO, gyldne snit og farvebalance eksisterer ikke i et 10-årigt fotounivers. Her fyrer man et Canon 550 af, som var det et fuldautomatisk maskingevær under Vinterkrigen. Hånden drejer demonstrativt på zoomlinsen, armene instruerer voldsomt og entusiastisk modellerne, det 10årige legeme poserer seriøst og halvarrogant med kameraet foran ansigtet, og øjnene er rettet mod krydset i søgefeltet. Ikke på trafiklyset, kantstenen eller de løse snørebånd. Man gør det bare. Han gør det bare!

Blandt andet lavede han den her reklame for Mercedes. 

 

Jeg vil gerne have et nyt job...

...det har jeg efterhånden villet længe. Egentlig har jeg allerede et rigtig godt et af slagsen. Jeg arbejder i en kommunikationsafdeling på en stor arbejdsplads. Der er masser af ansvar. Det ser rigtig pænt ud på mit CV. Det betaler godt. Det er studierelevant. Der er flekstid. Kantinen er fabelagtig. Der er morgenmad om fredagen. Der er søde og kompetente kolleger.  

Alligevel er jeg sommetider ved at ruste indvendigt, når jeg tænker på, at jeg skal på arbejde. Jeg har været ansat i fire år nu. Jeg kender rutinen. Sidder fast i maskinen. Og mens jeg sidder der og keder mig ihjel, gisper jeg af angst over, at jeg ikke har rykket mig ud af flækken. Har jeg da overhovedet ingen ambitioner?

Jeg har skam gjort en masse forarbejde med hensyn til at finde det der nye job. Jeg har networket. Talt med folk inden for den branche, jeg gerne vil ind i. Jeg er blevet coachet. Har taget personlighedstests. Har nørklet rundt med diverse kreative cv’er og lister over kompetencer.  

Jeg er klar til at blive fyret af. Alligevel sidder jeg og surfer på Facebook og piller næse over en bitter kop kaffe på kontoret.

Og hvordan kan det så være? Jo, mission nyt job har forvandlet sig til en atomsky af eksistentielle spørgsmål: Hvad er jeg god til? Hvad brænder jeg egentlig for? Hvordan sælger jeg mig selv? Hvordan skiller jeg mig ud fra mængden? Hvorfor er netop jeg så speciel? – Jeg er da overhovedet ikke speciel! Hvad er det præcist for et job jeg vil have? Hvad er min drøm? Min vision?!

Og sådan nogle spørgsmål kan altså trække ret meget mod ud af en ung dame. Ja, faktisk kan de være decideret udpinende.

Det er lidt ærgerligt, for egentlig er det jo et rigtig spændende mission, jeg er på. Jeg skal bare turde at trykke på aftrækkeren. Og jeg er ved at være klar. Faktisk er jeg er snart ligeglad med, om rouletten er russisk. Bare jeg rykker. Det skal den her blog hjælpe mig med. Den skal være affyringsrampe for min mission.

Her kan du læse om de svar jeg finder, de struber jeg bider i, og de erfaringer og overvejelser jeg gør mig på vej i mål.