Anne Thorsø Sørensen: En slags kunstner og slet ikke spor aftenskole-agtig.

1,43 x 1,13

Er lige blevet røvhamrende meget bekræftet, som det hedder nede i min mavesæk!

Jeg er i færd med at flytte ind hos min kæreste, som bor 800 meter fra mig. I dag besluttede jeg at bære et par af mine malerier hjem til ham. Blandt andet det, du kan se på billedet ovenfor.

Jeg er lidt hemmelig omkring mine malerier. Selvom jeg har været med til Artbattle en del gange, og selvom mine billeder også hænger rundt omkring i andre hjem end mit eget, så er det ikke en beskæftigelse, jeg ligefrem går og tegner op i neon.

Men på de 800 meter gennem ydre Frederiksberg gik det op for mig, at der måske alligevel er et eller andet der lyser neon, ved det jeg laver. 

Næsten uden for min hoveddør passerede en ældre mand, som spurgte, om jeg var kunstner (bare at svare på det spørgsmål er jo en identitetskrise I sig selv – jeg svarede “jo, sådan en slags”) og sagde, at mit billede var rigtig cool.... 



50 meter længere nede af gaden kom en mand cyklende gennem lyskrydset, og råbte "stoooop!!!", hvorefter han rullede op på fortorvet og bad mig stille maleriet op af en husmur, så han rigtig kunne se det. 

“Jeg tror, at det billede er sådan, som jeg er indeni!”, udbrød han og granskede det nærmere.

Dommen var, at det var "totalt street", "ærligt", "spontant" og "slet ikke spor aftenskole-agtigt". Bagefter forevigede han maleriet med kameraet I sin mobiltelefon og bad om kunstnerens kontaktoplysninger.

Anne Thorsø Sørensen, en slags kunstner og slet ikke spor aftenskoleagtig.

Fibersund lykke

Jeg har fået 12. Ja, det er super flot, og jeg følte mig også umiddelbart meget lykkelig. Eller måske nærmere lettet. Det var nemlig 12 i dødninge-eksamenen. Den folk græder over og dumper i hobetal.

Men nu, 4 timer efter jeg blev bekendt med det brillante resultat, har jeg nærmest glemt det igen. Gode karakterer er et hurtigt fix, må man sige. En ok lykkefølelse, som ret hurtigt bliver en smule udhulet. Måske det er fordi, jeg har fået sat mit 12-tal i perspektiv.

Jeg er nemlig netop hjemvendt fra fødselsdagslagkage hos en veninde.

Der hørte jeg singleveninden kvidre over en fantastisk fyr, som både konsumerer nattetimer og vågne tanker. Jeg så en anden venindes nyfødte baby misse med øjnene. Jeg talte om rejsedrømme, mænd i damekjoler og squaredance. Jeg sagde tillykke til min ven, som er ved at nå tæt på drømmen om manuskriptforfatterlinjen på Filmskolen. Og jeg talte om, at jeg glæder mig til min ferie i Paris, og at jeg godt kan lide skumfiduser.

Der i en halvdunkel stue i den blå fødselsdagstime, følte jeg langtidsholdbar, blidt udløst og fibersund lykke. Lykken i et lagkageperspektiv. Lykkelig på den måde, at man ikke er i tvivl om, at det hele er præcist som det skal være. Lige meget om man har brilleret, eller man er dødningedumpet.