Kære mandlige leder

Dagens brev, Berlingske Tidende, 24. november 2011

Hvis du netop nu sidder og krummer med en smørcroissant i Berlingeren, kunne du meget vel være i målgruppen for denne opsang.

I sidste uge offentliggjorde Lederne en undersøgelse som viser, at 33 procent af lederne ville tøve med at ansætte en markant overvægtig ansøger.

Som en tilføjelse til den sørgelige statistik  konkluderer en undersøgelse fra Institut for Kommunalforskning nu, at mænd generelt overvurderer hvor meget kvinder egentlig vejer. Gennemsnitligt får et BMI på 22,59 en mand til at vurdere, at en kvinde har lidt for meget på sidebenene. Og det på trods af at grænsen for overvægt ligger på BMI 25. En direktørvom derimod, den tilføjer bare lidt ekstra pondus.

Når man tænker på, at cirka en tredjedel af den danske befolkning er overvægtig og lægger den svækkede mandlige dømmekraft oveni, så bliver talentfeltet til store dele af arbejdsmarkedet kraftigt reduceret. På grund af frodige kvinder og en smørcroissant i ny og næ. Mand, hvis du var kvinde, var det billetten til Dagpengeland, du sad og tyggede på netop nu!

Jeg beklager mig ikke, fordi jeg selv har ondt i ladeporten. Min krop har ingen dansehåndtag. Faktisk er jeg flere gange blevet opfordret til at bruge min ”kvindelighed” og det at jeg er ”præsentabel” i jagten på et job, når jeg er færdiguddannet. Og ja, alle kneb gælder. Jeg undrer mig bare over, hvad der blev af gode manerer og pæne karakterer? Nu er det jo ikke Danmarks næste Topmodel, jeg sender min ansøgning til. Det er med stor sandsynlighed dig, mand. Du udgør trods alt en tredjedel af lederne i Danmark.

Forresten viste undersøgelsen også at mænd konsekvent undervurderer deres egen kampvægt. Så jeg opfordrer dig til at kigge i egen vom, før du sender det næste kvindelige talent hjem, fordi hun fylder for meget i kontorlandskabet.

Det var bare makrelpolakker

-->

Jeg fik karriereråd af en erfaren herre forleden. Et stykke inde i samtalen indskød han for en god ordens skyld, at jeg endelig ikke måtte blive fin eller selvfed på vej op af karrierestigen. ”Der er også brug for traktorer”, sagde han og hentydede til, at vi jo ikke alle sammen kan køre en knaldrød Ferrari.

Jeg er på ingen måde i risikozonen for at blive bleg for at pløje og køre gylle ud engang imellem. Det der med, at andre mennesker forvandler sig til skrald, fordi man selv snobber opad, det har jeg intet til overs for! Og det mener jeg virkelig... Eller rettere sagt, det mente jeg virkelig.

Dagen efter var jeg nemlig i Føtex og handle ind. Lammemørbrad, god mørk chokolade og økologiske blåbær. Ved kassen kom jeg til at stå bagved to fyre i dynejakke og beskidte arbejdsbukser. De smed buræg, tysk mælkechokolade og en omgang makrelsalat på rullebåndet. Altså den der discountversion i et plasticbæger med en ydmyg bund af makrelguf og så mayo for resten. Jeg studsede, rynkede på næsen og begyndte at føle mig lidt dannet ovre i min egen indkøbskurv.

Da vi alle var kommet igennem kassen talte fyrene sammen på polsk, drejede hovederne og sendte mig et stort smil og et blink med øjnene. Jeg kiggede væk, hamre stiletterne lidt hårdere mod laminatgulvet og frabad mig demonstrativt al opmærksomhed.

Nej tak, om jeg skulle kurtiseres af to makrelpolakker med fedtet hår og Kansasbukser! Den gestus var på ingen måde et kompliment. Nærmere en parasit på mit oppustede ego.

Da jeg kom hjem i lejligheden blev jeg flov. Det er jo trods alt makrelpolakkerne, der har sat mit køkken op og samlet mit skab i soveværelset, fordi jeg selv er for intellektualiseret til at slå et søm i. Det eneste jeg evner er at trykke barnenumsefingre i tastaturet på en Mac.

Jeg er 27 år gammel, på vej mod dagpengeland og allerede for fin. Jeg trænger til at køre noget gylle ud snarest! Og så i det mindste smile, når nogen begaver mig med komplimenter en træt ulvetime i Føtex.

Chokoladefunktionen

Jeg er overrasket over, hvor rare folk egentlig er. Altså dygtige, interessante folk, som jeg i princippet rager en papand. Hvorfor dog det? Hvorfor byder de velkommen på hårdt tilkæmpede territorier? Hvad er der blevet af at hytte sine egne sko?

Jeg tror venligheden kan forklares med chokoladefunktionen.

Selv dedikerede ekspedienter i de mest classy og eksklusive chokoladeforretninger får på et eller andet tidspunkt nok af at grovæde dekadent trøffelfyld, valenciamandler og kakaobønner fra Papua New Guinea. I morgen kommer jo endnu en chokoladedag. Også selvom vi andre står med fedtede fingre på butiksruderne og stirrer sultent på de æggende stykker i montren.

Når chokolademætningen er indtrådt og de kittelklædte kakaoeksperter får et mere afslappet forhold til chokoladefontainen af muligheder, de arbejder under, så dannes der overskud. Til at fortælle hvordan man frembringer orangenoterne i den hvide chokolade, give tips til et flot overtræk og endda dele nougatbløde smagsprøver ud, hvis man viser en smule interesse.

Og nu har jeg så erfaret, at det samme også gør sig gældende i brancher, hvor man ikke producerer chokolade. Det er svært begribeligt og meget smigrende. Jeg beundrer de kakaobaroner og krokantbaronesser, som inviterer på en slurk fra fontainen, selvom man lugter af percipan og er rullet i vecao.

Indtil videre rager jeg til mig af godterne og håber, at jeg en dag selv får æsken så fuld, at jeg også får lyst til at dele ud til eventuelle papænder, jeg møder på min vej.

Thunder Road

I forlængelse af seneste indlæg er jeg blevet opmærksom på, at tanker om min faglige fremtid ofte er forbundet med en lille smule mavekneb. Men så lyttede jeg til ”Thunder Road”. Altså sangen af Bruce Springsteen.

Når jeg hører den, så vrider tarmene sig ikke længere. Den indeholder både håb og melankoli. Landevejsstøvet pragmatik og eftertænksomhed. Den gør rolig. Hvem vil ikke gerne møde en stemme, der synger: ”Show a little faith, there’s magic in the night, you ain’t a beauty, but hey you’re alright. And that’s alright with me”. Og så kører mig ud i uendeligheden i en beskidt Chevy?

Jeg ved ikke, hvad det er med teksten, som gør mig ganske valium-agtig. Måske er det fordi, den stiller det hele meget enkelt op. Enten kan jeg spekulere, bekymre og præ-fortryde, eller jeg kan læne mig tilbage til linjerne: ”With a chance to make i good somehow, hey what else can we do now? Except roll down the window and let the wind blow back your hair”.  

Vinden blæser også i Ballerup Kommune, man skal bare slå håret ud.

Kommunikationsmedarbejder, Ballerup Kommune

Nu ved jeg godt, at man ikke skal definere tingene negativt. Væk-fra-motivationer og skræmmebilleder, er ikke noget, moderne konstruktive mennesker beskæftiger sig med.

Men måske jeg ikke er så moderne endda. Der er nemlig vokset en lille negativ cyste frem i min fantasi, efter jeg er begyndt at spekulere dybere over, hvilket job, jeg mon passer ind i, når jeg er færdig med at skrive mit speciale.

Cysten har diagnosen ”Kommunikationsmedarbejder, Ballerup Kommune”. Mareridtsjobbet. Også selvom det er dybt forkælet at have sådan et, når man er færdiguddannet erfaringsforladt humanist.

I Ballerup Kommune rider vi aldrig den dag, vi sadler. Det gør vi ikke, af flere årsager.

Vi har ingen visioner. Alt det stads med at være i dialog og skære ned på kancellisløjferne, det er ressourcekrævende og ærligt talt lidt noget pop.

Vi har ingen penge. Sådan er det jo desværre i kommuner. Ting skæres ned. Lige undtagen gebyret til kaffekassen, selvfølgelig.

Og så har vi en nul-fejlskultur, som gør det der med at få hesten i seletøjet og råbe ”galop!”, til en lang og nølende proces. Så hellere holde en kaffepause mere og brokke sig over, at kantinen igen serverer slatten salat fra i går.

Når det kommer til stykket er de sikkert meget flinke i Ballerup Kommune. Cysten er mest af alt et udtryk for en manglende evne til at definere mine kompetencer og præferencer, så jeg ved, hvordan min udsigt reelt ser ud. Indtil jeg får skabt et bedre overblik, navigerer jeg primitivt efter kvælningsfornemmelser, fordomme og udelukkelsesmetoden.

Spumantemarinade

Jeg er gået på jagt efter mine highs. Altså de personlige opture, som heldigvis indfinder sig engang imellem. Hver aften registrerer jeg på videnskabelig vis de highs, jeg har fået i nettet.

Der er visse krav til højdepunkterne. De skal være af den mavefølte slags og gerne med hårrejsning og gåsehud til følge. Ikke den der slags hypede højdepunkter, der er i familie med gode karakterer, store biler og stramme baller. Nej, de skal forvandle mavesyren til spumante. Personligt får jeg kun mere syre i sækken af at halse efter høje gennemsnit, hestekræfter og et bagparti uden for tyngeloven.

Jeg jagter højdepunkterne for min egen og for fremtidens skyld. Jeg skal jo snart vinke farvel til mit 27-årige institutionaliserede liv og ud på arbejdsmarkedet. Det er forbundet med en del tvivl og handlingslammelse. Jeg har dog en tese om, at man kun bliver både dejlig og dygtig, hvis man beskæftiger sig med noget,  man kan marinere i sprumante.

Derfor skal mine highs agere vejviser til livet med lønseddel. Indtil videre har jeg registreret positive udsving på skalaen, når jeg får lov at tænke sammen med mennesker, der er mere erfarne, end jeg selv er. Når jeg må stille spørgsmål. Når jeg finder på nye systemer, madretter, metaforer, årsager og historier om fx naboen og folkene i Føtex. Og når jeg finder oaser, hvor de andre er lidt mærkelige og ganske umiddelbare.

 Overvejer at indføre et spumanteafsnit på mit CV.

To be continued i dag og i morgen

Hvor er jeg glad for, at der starter en ny dag i morgen. Det tænker jeg tit, når jeg lægger hovedet på puden.

Nu er det ikke sådan, at alle mine dage er af så rædderlig karakter, at de ikke fortjener en fortsættelse. Men der er alligevel noget lettende over, at det ikke er den samme lunkne suppedas, jeg skal svømme rundt i, i morgen. At jeg ikke sidder fast i noget, der absolut er "to be continued...".

Den nye dag betyder, at jeg altid har en ekstra chance. For at gøre det bedre. At få det sagt. At prøve igen. At nå det forsømte. Tanken om en cyklus af tilbagevendende rene tavler og tilgivelse er nu meget rar.

Den svarer lidt til at tro, at man kommer i himlen, når man dør. Pyt med døden. Jeg kan altid rette op på diverse bommerter sammen med terapeuten over alle terapeuter up there.

På den anden side tilbyder den nye dag et perspektiv, som ikke har særlig meget intensitet eller hår på brystet.

Hvorfor ikke gøre det i dag? Gøre mit bedste. Sige det frit fra leveren. Give mig selv en ekstra chance. Forsømme det, der fortjener at blive forsømt - I dag. Så er der ingen grund til at skure rundt i diverse fortrydelser med tavlesvampen, når jeg lægger hovedet på sovepuden. 

Det er nemmere sagt end udlevet. Men jeg vil øve mig på det alligevel. Så bliver psykologregningen i himlen heller ikke så stor.

Anne Thorsø Sørensen: En slags kunstner og slet ikke spor aftenskole-agtig.

1,43 x 1,13

Er lige blevet røvhamrende meget bekræftet, som det hedder nede i min mavesæk!

Jeg er i færd med at flytte ind hos min kæreste, som bor 800 meter fra mig. I dag besluttede jeg at bære et par af mine malerier hjem til ham. Blandt andet det, du kan se på billedet ovenfor.

Jeg er lidt hemmelig omkring mine malerier. Selvom jeg har været med til Artbattle en del gange, og selvom mine billeder også hænger rundt omkring i andre hjem end mit eget, så er det ikke en beskæftigelse, jeg ligefrem går og tegner op i neon.

Men på de 800 meter gennem ydre Frederiksberg gik det op for mig, at der måske alligevel er et eller andet der lyser neon, ved det jeg laver. 

Næsten uden for min hoveddør passerede en ældre mand, som spurgte, om jeg var kunstner (bare at svare på det spørgsmål er jo en identitetskrise I sig selv – jeg svarede “jo, sådan en slags”) og sagde, at mit billede var rigtig cool.... 



50 meter længere nede af gaden kom en mand cyklende gennem lyskrydset, og råbte "stoooop!!!", hvorefter han rullede op på fortorvet og bad mig stille maleriet op af en husmur, så han rigtig kunne se det. 

“Jeg tror, at det billede er sådan, som jeg er indeni!”, udbrød han og granskede det nærmere.

Dommen var, at det var "totalt street", "ærligt", "spontant" og "slet ikke spor aftenskole-agtigt". Bagefter forevigede han maleriet med kameraet I sin mobiltelefon og bad om kunstnerens kontaktoplysninger.

Anne Thorsø Sørensen, en slags kunstner og slet ikke spor aftenskoleagtig.

Fibersund lykke

Jeg har fået 12. Ja, det er super flot, og jeg følte mig også umiddelbart meget lykkelig. Eller måske nærmere lettet. Det var nemlig 12 i dødninge-eksamenen. Den folk græder over og dumper i hobetal.

Men nu, 4 timer efter jeg blev bekendt med det brillante resultat, har jeg nærmest glemt det igen. Gode karakterer er et hurtigt fix, må man sige. En ok lykkefølelse, som ret hurtigt bliver en smule udhulet. Måske det er fordi, jeg har fået sat mit 12-tal i perspektiv.

Jeg er nemlig netop hjemvendt fra fødselsdagslagkage hos en veninde.

Der hørte jeg singleveninden kvidre over en fantastisk fyr, som både konsumerer nattetimer og vågne tanker. Jeg så en anden venindes nyfødte baby misse med øjnene. Jeg talte om rejsedrømme, mænd i damekjoler og squaredance. Jeg sagde tillykke til min ven, som er ved at nå tæt på drømmen om manuskriptforfatterlinjen på Filmskolen. Og jeg talte om, at jeg glæder mig til min ferie i Paris, og at jeg godt kan lide skumfiduser.

Der i en halvdunkel stue i den blå fødselsdagstime, følte jeg langtidsholdbar, blidt udløst og fibersund lykke. Lykken i et lagkageperspektiv. Lykkelig på den måde, at man ikke er i tvivl om, at det hele er præcist som det skal være. Lige meget om man har brilleret, eller man er dødningedumpet.

Brum lidt mere

Der er humlebier, og der er hvepse.

Humlebierne er positive og visionære af natur. Og så er de jo – som bekendt – fuldstændig grundsikre på, at de kan flyve. Faktisk har de så meget luft under vingerne, at de gerne stiger til vejrs blot for at dele flyveglæden med andre. Ja, de hygger sig rigtignok og brummer, deroppe i de højere luftlag.

Og på én eller anden måde evner de også at udrette store ting, mens de slikker blødt solskin, nyder de åbne vidder og romantiserer blomsterne.

Humlebier kan nu også godt stikke, hvis det skal være. Men kun hvis de bliver kvast. Selvrespekten er skam helt i orden. Bare fordi, de er easy going, betyder det ikke, at man ligefrem må træde på dem.

Hvepsene derimod er af en lidt anden støbning. De brummer ikke. De summer - sådan lidt mere nasalt og skærebrænderagtigt - mens de meget målrettet hviner gennem luften mod marmelademaden eller den røde sodavand i horisonten. De giver ikke ved dørene, hvepsene.

Og så stikker de også oftere end humlebierne. Men det er nok fordi de er lidt mere ængstelige af natur. I et hvepseliv kan meget nemlig gå galt, så derfor er det vigtigt altid at have brodden hvæsset.
Heldigvis er hvepsen designet til at kunne stikke flere gange, uden at dø af det. Så behøver den heller ikke være så karrig med at sætte folk på plads.

Jeg har på det seneste observeret de to arter og har opdaget, at de fleste humlebier er af hankøn, mens hvepse for det meste går i stiletter.

Derfor er jeg blevet opmærksom på at brumme lidt mere til hverdag…