torsdag den 22. marts 2012

To som elsker hinanden




To som elsker hinanden
Jeg lå i sengen og læste "To som elsker hinanden" i går. Den der af Tove Ditlevsen. Det er en glimrende bog men også en anelse deprimerende, da der egentlig ikke er nogen, som sådan elsker hinanden rigtigt. De bestemmer sig bare for det i mangel af mod eller mangel af bedre.

Nå, men pludseligt i løbet af sidste kapitel, var det som om bogens tema skreg ind gennem soveværelsesvinduet nede fra gården: 

"Der er billeder af 1000 kællinger, mand! Hvad fanden har du gang i, mand?! Jeg er SÅ færdig med dig, mand!"

Det var en pige, der talte til sin mand.

Efter et par minutters lytten og luren gennem gardinet fik jeg fat i sammenhængen. Uhyret havde åbnet en datingprofil på nettet, som pigen nu havde opdaget. Han forsøgte at aflede konfrontationen med et lunkent "slap nu af", mens hun accelererede op i en højere og højere spiral omkring de "1000 kællinger", som allesammen var fra datingsidens top-10-liste (der er noget, der ikke helt går op her, I know, men det virkede ikke som om, at pigen eller fyren gik så nøje op i det).

Efter 20 minutter, var hun stadig "SÅ færdig" med ham, men hendes fødder flyttede sig ikke.

Jeg havde lyst til at gå ned i gården og invitere hende med op. Tror hun trængte til at blive lagt i seng og klappet strengt men kærligt på håret, indtil hun faldt i søvn.

Så kunne vi have læst resten af "To som elsker hinanden" sammen. Den ender med, at pigen finder en anden fyr. Én med tørre læderlæber, som hele tiden taler om atomtruslen. Men én, som ikke render efter 1000 kællinger. Sommetider må man bare nøjes.