Kære mandlige leder

Dagens brev, Berlingske Tidende, 24. november 2011

Hvis du netop nu sidder og krummer med en smørcroissant i Berlingeren, kunne du meget vel være i målgruppen for denne opsang.

I sidste uge offentliggjorde Lederne en undersøgelse som viser, at 33 procent af lederne ville tøve med at ansætte en markant overvægtig ansøger.

Som en tilføjelse til den sørgelige statistik  konkluderer en undersøgelse fra Institut for Kommunalforskning nu, at mænd generelt overvurderer hvor meget kvinder egentlig vejer. Gennemsnitligt får et BMI på 22,59 en mand til at vurdere, at en kvinde har lidt for meget på sidebenene. Og det på trods af at grænsen for overvægt ligger på BMI 25. En direktørvom derimod, den tilføjer bare lidt ekstra pondus.

Når man tænker på, at cirka en tredjedel af den danske befolkning er overvægtig og lægger den svækkede mandlige dømmekraft oveni, så bliver talentfeltet til store dele af arbejdsmarkedet kraftigt reduceret. På grund af frodige kvinder og en smørcroissant i ny og næ. Mand, hvis du var kvinde, var det billetten til Dagpengeland, du sad og tyggede på netop nu!

Jeg beklager mig ikke, fordi jeg selv har ondt i ladeporten. Min krop har ingen dansehåndtag. Faktisk er jeg flere gange blevet opfordret til at bruge min ”kvindelighed” og det at jeg er ”præsentabel” i jagten på et job, når jeg er færdiguddannet. Og ja, alle kneb gælder. Jeg undrer mig bare over, hvad der blev af gode manerer og pæne karakterer? Nu er det jo ikke Danmarks næste Topmodel, jeg sender min ansøgning til. Det er med stor sandsynlighed dig, mand. Du udgør trods alt en tredjedel af lederne i Danmark.

Forresten viste undersøgelsen også at mænd konsekvent undervurderer deres egen kampvægt. Så jeg opfordrer dig til at kigge i egen vom, før du sender det næste kvindelige talent hjem, fordi hun fylder for meget i kontorlandskabet.

Det var bare makrelpolakker

-->

Jeg fik karriereråd af en erfaren herre forleden. Et stykke inde i samtalen indskød han for en god ordens skyld, at jeg endelig ikke måtte blive fin eller selvfed på vej op af karrierestigen. ”Der er også brug for traktorer”, sagde han og hentydede til, at vi jo ikke alle sammen kan køre en knaldrød Ferrari.

Jeg er på ingen måde i risikozonen for at blive bleg for at pløje og køre gylle ud engang imellem. Det der med, at andre mennesker forvandler sig til skrald, fordi man selv snobber opad, det har jeg intet til overs for! Og det mener jeg virkelig... Eller rettere sagt, det mente jeg virkelig.

Dagen efter var jeg nemlig i Føtex og handle ind. Lammemørbrad, god mørk chokolade og økologiske blåbær. Ved kassen kom jeg til at stå bagved to fyre i dynejakke og beskidte arbejdsbukser. De smed buræg, tysk mælkechokolade og en omgang makrelsalat på rullebåndet. Altså den der discountversion i et plasticbæger med en ydmyg bund af makrelguf og så mayo for resten. Jeg studsede, rynkede på næsen og begyndte at føle mig lidt dannet ovre i min egen indkøbskurv.

Da vi alle var kommet igennem kassen talte fyrene sammen på polsk, drejede hovederne og sendte mig et stort smil og et blink med øjnene. Jeg kiggede væk, hamre stiletterne lidt hårdere mod laminatgulvet og frabad mig demonstrativt al opmærksomhed.

Nej tak, om jeg skulle kurtiseres af to makrelpolakker med fedtet hår og Kansasbukser! Den gestus var på ingen måde et kompliment. Nærmere en parasit på mit oppustede ego.

Da jeg kom hjem i lejligheden blev jeg flov. Det er jo trods alt makrelpolakkerne, der har sat mit køkken op og samlet mit skab i soveværelset, fordi jeg selv er for intellektualiseret til at slå et søm i. Det eneste jeg evner er at trykke barnenumsefingre i tastaturet på en Mac.

Jeg er 27 år gammel, på vej mod dagpengeland og allerede for fin. Jeg trænger til at køre noget gylle ud snarest! Og så i det mindste smile, når nogen begaver mig med komplimenter en træt ulvetime i Føtex.

Chokoladefunktionen

Jeg er overrasket over, hvor rare folk egentlig er. Altså dygtige, interessante folk, som jeg i princippet rager en papand. Hvorfor dog det? Hvorfor byder de velkommen på hårdt tilkæmpede territorier? Hvad er der blevet af at hytte sine egne sko?

Jeg tror venligheden kan forklares med chokoladefunktionen.

Selv dedikerede ekspedienter i de mest classy og eksklusive chokoladeforretninger får på et eller andet tidspunkt nok af at grovæde dekadent trøffelfyld, valenciamandler og kakaobønner fra Papua New Guinea. I morgen kommer jo endnu en chokoladedag. Også selvom vi andre står med fedtede fingre på butiksruderne og stirrer sultent på de æggende stykker i montren.

Når chokolademætningen er indtrådt og de kittelklædte kakaoeksperter får et mere afslappet forhold til chokoladefontainen af muligheder, de arbejder under, så dannes der overskud. Til at fortælle hvordan man frembringer orangenoterne i den hvide chokolade, give tips til et flot overtræk og endda dele nougatbløde smagsprøver ud, hvis man viser en smule interesse.

Og nu har jeg så erfaret, at det samme også gør sig gældende i brancher, hvor man ikke producerer chokolade. Det er svært begribeligt og meget smigrende. Jeg beundrer de kakaobaroner og krokantbaronesser, som inviterer på en slurk fra fontainen, selvom man lugter af percipan og er rullet i vecao.

Indtil videre rager jeg til mig af godterne og håber, at jeg en dag selv får æsken så fuld, at jeg også får lyst til at dele ud til eventuelle papænder, jeg møder på min vej.

Thunder Road

I forlængelse af seneste indlæg er jeg blevet opmærksom på, at tanker om min faglige fremtid ofte er forbundet med en lille smule mavekneb. Men så lyttede jeg til ”Thunder Road”. Altså sangen af Bruce Springsteen.

Når jeg hører den, så vrider tarmene sig ikke længere. Den indeholder både håb og melankoli. Landevejsstøvet pragmatik og eftertænksomhed. Den gør rolig. Hvem vil ikke gerne møde en stemme, der synger: ”Show a little faith, there’s magic in the night, you ain’t a beauty, but hey you’re alright. And that’s alright with me”. Og så kører mig ud i uendeligheden i en beskidt Chevy?

Jeg ved ikke, hvad det er med teksten, som gør mig ganske valium-agtig. Måske er det fordi, den stiller det hele meget enkelt op. Enten kan jeg spekulere, bekymre og præ-fortryde, eller jeg kan læne mig tilbage til linjerne: ”With a chance to make i good somehow, hey what else can we do now? Except roll down the window and let the wind blow back your hair”.  

Vinden blæser også i Ballerup Kommune, man skal bare slå håret ud.