torsdag den 24. november 2011

Kære mandlige leder




Dagens brev, Berlingske Tidende, 24. november 2011

Hvis du netop nu sidder og krummer med en smørcroissant i Berlingeren, kunne du meget vel være i målgruppen for denne opsang.

I sidste uge offentliggjorde Lederne en undersøgelse som viser, at 33 procent af lederne ville tøve med at ansætte en markant overvægtig ansøger.

Som en tilføjelse til den sørgelige statistik  konkluderer en undersøgelse fra Institut for Kommunalforskning nu, at mænd generelt overvurderer hvor meget kvinder egentlig vejer. Gennemsnitligt får et BMI på 22,59 en mand til at vurdere, at en kvinde har lidt for meget på sidebenene. Og det på trods af at grænsen for overvægt ligger på BMI 25. En direktørvom derimod, den tilføjer bare lidt ekstra pondus.

Når man tænker på, at cirka en tredjedel af den danske befolkning er overvægtig og lægger den svækkede mandlige dømmekraft oveni, så bliver talentfeltet til store dele af arbejdsmarkedet kraftigt reduceret. På grund af frodige kvinder og en smørcroissant i ny og næ. Mand, hvis du var kvinde, var det billetten til Dagpengeland, du sad og tyggede på netop nu!

Jeg beklager mig ikke, fordi jeg selv har ondt i ladeporten. Min krop har ingen dansehåndtag. Faktisk er jeg flere gange blevet opfordret til at bruge min ”kvindelighed” og det at jeg er ”præsentabel” i jagten på et job, når jeg er færdiguddannet. Og ja, alle kneb gælder. Jeg undrer mig bare over, hvad der blev af gode manerer og pæne karakterer? Nu er det jo ikke Danmarks næste Topmodel, jeg sender min ansøgning til. Det er med stor sandsynlighed dig, mand. Du udgør trods alt en tredjedel af lederne i Danmark.

Forresten viste undersøgelsen også at mænd konsekvent undervurderer deres egen kampvægt. Så jeg opfordrer dig til at kigge i egen vom, før du sender det næste kvindelige talent hjem, fordi hun fylder for meget i kontorlandskabet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar