Chokoladefunktionen

Jeg er overrasket over, hvor rare folk egentlig er. Altså dygtige, interessante folk, som jeg i princippet rager en papand. Hvorfor dog det? Hvorfor byder de velkommen på hårdt tilkæmpede territorier? Hvad er der blevet af at hytte sine egne sko?

Jeg tror venligheden kan forklares med chokoladefunktionen.

Selv dedikerede ekspedienter i de mest classy og eksklusive chokoladeforretninger får på et eller andet tidspunkt nok af at grovæde dekadent trøffelfyld, valenciamandler og kakaobønner fra Papua New Guinea. I morgen kommer jo endnu en chokoladedag. Også selvom vi andre står med fedtede fingre på butiksruderne og stirrer sultent på de æggende stykker i montren.

Når chokolademætningen er indtrådt og de kittelklædte kakaoeksperter får et mere afslappet forhold til chokoladefontainen af muligheder, de arbejder under, så dannes der overskud. Til at fortælle hvordan man frembringer orangenoterne i den hvide chokolade, give tips til et flot overtræk og endda dele nougatbløde smagsprøver ud, hvis man viser en smule interesse.

Og nu har jeg så erfaret, at det samme også gør sig gældende i brancher, hvor man ikke producerer chokolade. Det er svært begribeligt og meget smigrende. Jeg beundrer de kakaobaroner og krokantbaronesser, som inviterer på en slurk fra fontainen, selvom man lugter af percipan og er rullet i vecao.

Indtil videre rager jeg til mig af godterne og håber, at jeg en dag selv får æsken så fuld, at jeg også får lyst til at dele ud til eventuelle papænder, jeg møder på min vej.