Ode til Chokoladebussen

Mandag morgen, da jeg cyklede på arbejde, så jeg en stor tankbil med navnet, Chokoladebussen. 

Med stor kærlighed til den brune substans responderede jeg instinktivt med nydelse og salighed langt ned i cykelpedalerne, mens bilen kom tættere på. Umm, chokolade. Min mund åbnede sig i et bredt Marabou-smil (det klassiske med hasselnødder mellem tænderne), mens mit blik søgte op mod bilens førerhus. Dér bag rettet sad en fyr, som lignede jordens lykkeligste mand. Han lettede på kasketten og sendte en generøs portion god karma i 85% kakaokoncentration min vej. 

Hvem der bare var så heldig at køre en chokoladebus, tænkte jeg, mens bilen nu kom helt tæt på. Ak, min karriere når aldrig sådanne nydelsesfulde tinder. 

Det gav et sus, da det tunge køretøj passerede, og luften fyldtes med en duft af....

Og luften fyldtes med en øjensvidende hørm af LORT!? 

Jeg drejede hovedet og så en grå slamsugerslange hænge sammenrullet på bilens bagende. Et slimet aggregat, der netop var trukket op fra indre bys septiktanke af lortesuppe krydret med menstruationsbind, slatne kondomer og opkast fra Viktor, Ruby og Heidi’s.

Ordet "lortesuppe" kombineret med den tyngende stank i næseborene fik det til at vende sig faretruende i maven på mig. Men så strittede min pegefinger belærende på cykelstyret. Og jeg sank stædigt klumpen i halsen. For tænk engang, at man kan ligne mandags gladeste mand, selvom man kører rundt med lort på ladet! 

Selvom du har et lortejob og lortekolleger, selvom du må høre på munddiarre fra både kunder og chefer, og selvom takken er en løn, der stinker, så skinner solen stadig på din overfyldte septiktank. Og hvis du kigger godt nok efter, kan du selv på lortedage skimte et blankt overtræk af den fineste chokolade.