Brum lidt mere

Der er humlebier, og der er hvepse.

Humlebierne er positive og visionære af natur. Og så er de jo – som bekendt – fuldstændig grundsikre på, at de kan flyve. Faktisk har de så meget luft under vingerne, at de gerne stiger til vejrs blot for at dele flyveglæden med andre. Ja, de hygger sig rigtignok og brummer, deroppe i de højere luftlag.

Og på én eller anden måde evner de også at udrette store ting, mens de slikker blødt solskin, nyder de åbne vidder og romantiserer blomsterne.

Humlebier kan nu også godt stikke, hvis det skal være. Men kun hvis de bliver kvast. Selvrespekten er skam helt i orden. Bare fordi, de er easy going, betyder det ikke, at man ligefrem må træde på dem.

Hvepsene derimod er af en lidt anden støbning. De brummer ikke. De summer - sådan lidt mere nasalt og skærebrænderagtigt - mens de meget målrettet hviner gennem luften mod marmelademaden eller den røde sodavand i horisonten. De giver ikke ved dørene, hvepsene.

Og så stikker de også oftere end humlebierne. Men det er nok fordi de er lidt mere ængstelige af natur. I et hvepseliv kan meget nemlig gå galt, så derfor er det vigtigt altid at have brodden hvæsset.
Heldigvis er hvepsen designet til at kunne stikke flere gange, uden at dø af det. Så behøver den heller ikke være så karrig med at sætte folk på plads.

Jeg har på det seneste observeret de to arter og har opdaget, at de fleste humlebier er af hankøn, mens hvepse for det meste går i stiletter.

Derfor er jeg blevet opmærksom på at brumme lidt mere til hverdag…