PegaPony

Er der nogen der kender det der med, at kranieskallen føles gennemsigtig? At alle kan se, hvordan der er indrettet derinde, hvilke tanker og forestillinger, der skyller i hjernekanalerne.
Og er der nogen, der kender følelsen af, at det, der afsløres inde bag skallen, er i lige lovlig stor kontrast til den ydre voksne skal, man møder verden med?
Inde i min skal er der en savanne. Og jeg er ponyen, der løber på den. En pony, ja. Gazeller, zebraer og galopheste bruger vi ikke. Den er lille og tæt og fedtet i manken. Og så er den kluntet både socialt og på de fire ben.
Men den har gode intentioner, og det siges, at hvis den er rigtig modig, så gror der vinger ud på ryggen.

Underpræsterer

Jeg har fået et arbejde. Et ægte fast et. Faktisk var der pludselig flere potentielle arbejdsgivere om buddet, og jeg endte med at vælge stillingen med længst arbejdstid og lavest løn. Lidt idealistisk er man vel. Start første december.

Det er på et reklamebureau (der forsvandt idealismen igen). Lige der, hvor min kompasnål meget målrettet, kompetencefyldt, ambitiøst pegede hen.

Indtil første arbejdsdag oprinder, står den på deltidsarbejde, ferie og dagpengerytteri. En perfekt mulighed for at kompasnålen kan udrette noget stort.

Men den nye lettelse og frihed har givet en helt ny selvindsigt. Og jeg er kommet i tvivl: Har jeg mon oversolgt mig selv til de stakkels reklamemænd? For bedrifter og drive er der altså ikke meget af for tiden.

Næhh, jeg sopper rundt i en lind speltgrød af morgenyoga, hjemmebagte cookies og helsekost som frelst supplement. I gåture gennem Frederiksberg, mens solen stadig skinner. Gennemgang af DRs komplette onlinekatalog af Temalørdag. Cafeture, aviser og te. Flekstid og fri klokken 14. Endeløs vinduesshopping. Føtex om formiddagen og dikke andre folks babyer om eftermiddagen. Hyggesokker.

Det er der fandeme ikke meget karriere over. Eller målrettethed, udrettervilje og visioner. Og det der faglitteratur, jeg ville læse, det er jeg heller ikke nået til endnu. Har ligesom for travlt med at se Desperate Housewifes og spille Wordfeud under min plaid på sofaen.

Det bekymrer mig. Måske jeg slet ikke er egnet til den præstationsliderlige fremtid, der venter? Men de kommende dage flyder jeg med. Ja. Det gør jeg altså.