PegaPony

Er der nogen der kender det der med, at kranieskallen føles gennemsigtig? At alle kan se, hvordan der er indrettet derinde, hvilke tanker og forestillinger, der skyller i hjernekanalerne.
Og er der nogen, der kender følelsen af, at det, der afsløres inde bag skallen, er i lige lovlig stor kontrast til den ydre voksne skal, man møder verden med?
Inde i min skal er der en savanne. Og jeg er ponyen, der løber på den. En pony, ja. Gazeller, zebraer og galopheste bruger vi ikke. Den er lille og tæt og fedtet i manken. Og så er den kluntet både socialt og på de fire ben.
Men den har gode intentioner, og det siges, at hvis den er rigtig modig, så gror der vinger ud på ryggen.

Underpræsterer

Jeg har fået et arbejde. Et ægte fast et. Faktisk var der pludselig flere potentielle arbejdsgivere om buddet, og jeg endte med at vælge stillingen med længst arbejdstid og lavest løn. Lidt idealistisk er man vel. Start første december.

Det er på et reklamebureau (der forsvandt idealismen igen). Lige der, hvor min kompasnål meget målrettet, kompetencefyldt, ambitiøst pegede hen.

Indtil første arbejdsdag oprinder, står den på deltidsarbejde, ferie og dagpengerytteri. En perfekt mulighed for at kompasnålen kan udrette noget stort.

Men den nye lettelse og frihed har givet en helt ny selvindsigt. Og jeg er kommet i tvivl: Har jeg mon oversolgt mig selv til de stakkels reklamemænd? For bedrifter og drive er der altså ikke meget af for tiden.

Næhh, jeg sopper rundt i en lind speltgrød af morgenyoga, hjemmebagte cookies og helsekost som frelst supplement. I gåture gennem Frederiksberg, mens solen stadig skinner. Gennemgang af DRs komplette onlinekatalog af Temalørdag. Cafeture, aviser og te. Flekstid og fri klokken 14. Endeløs vinduesshopping. Føtex om formiddagen og dikke andre folks babyer om eftermiddagen. Hyggesokker.

Det er der fandeme ikke meget karriere over. Eller målrettethed, udrettervilje og visioner. Og det der faglitteratur, jeg ville læse, det er jeg heller ikke nået til endnu. Har ligesom for travlt med at se Desperate Housewifes og spille Wordfeud under min plaid på sofaen.

Det bekymrer mig. Måske jeg slet ikke er egnet til den præstationsliderlige fremtid, der venter? Men de kommende dage flyder jeg med. Ja. Det gør jeg altså.  

High Five Freak

TAK til den kvindelige løber, som rakte hånden ud og gav mig en smældende high five, da vi tonsede forbi hinanden i morges! Det var lige efter bestigningen af bakken i Frederiksberg Have, det var prustende hårdt, og hun smilede helt op til kanten af Nike-kasketten.

Måske nogen har det lidt svært med den slags uforbeholdne lalleglæde. Måske nogen hellere vil undvære at blive forulempet i deres svedige og morgensure privatsfærer. Men jeg åd det altså råt!

Der var så meget ild i mig bagefter, at jeg instinktivt måtte give opturen videre til en anden svedig og morgensur eksistens. High Five hele vejen hjem, sgu da!

Nede ved elefantburet kom en mand løbende mod mig. Mit smil var allerede helt spændt op, så jeg behøvede bare at række hånden ud og fange hans øjne for at gentage den smældende succes.

Men som han nærmede sig min udstrakte klør fem, begyndte hans blik at flakke, og han evnede kun at fremtvinge et akavet vink, da vores kroppe passerede hinanden.

Cirka samme scenarie udspillede sig 500 meter senere, da jeg passerede endnu en forfjamsket motionist.

Efter andet forsøg tonsede jeg sgu bare hjem. Med en high five på tværs indeni. Hold kæft, hvor ville jeg bare gerne have klasket den ud på en eller anden svedig mandagsløber!

Den venter stadig på at komme ud – high fiven - så jeg prøver igen, næste gang mine kondisko tonser i haven. Hvis du er der, så er det mig (eller eventuelt hende den anden med Nike-kasketten) som vifter med en brændvarm hånd, når du nærmer dig.

Jeg vil bare gerne være på hold med dig. Så strit med fingrene, hvis du vil antændes.

Og bagefter: High Five hele vejen hjem! 

Ode til Chokoladebussen

Mandag morgen, da jeg cyklede på arbejde, så jeg en stor tankbil med navnet, Chokoladebussen. 

Med stor kærlighed til den brune substans responderede jeg instinktivt med nydelse og salighed langt ned i cykelpedalerne, mens bilen kom tættere på. Umm, chokolade. Min mund åbnede sig i et bredt Marabou-smil (det klassiske med hasselnødder mellem tænderne), mens mit blik søgte op mod bilens førerhus. Dér bag rettet sad en fyr, som lignede jordens lykkeligste mand. Han lettede på kasketten og sendte en generøs portion god karma i 85% kakaokoncentration min vej. 

Hvem der bare var så heldig at køre en chokoladebus, tænkte jeg, mens bilen nu kom helt tæt på. Ak, min karriere når aldrig sådanne nydelsesfulde tinder. 

Det gav et sus, da det tunge køretøj passerede, og luften fyldtes med en duft af....

Og luften fyldtes med en øjensvidende hørm af LORT!? 

Jeg drejede hovedet og så en grå slamsugerslange hænge sammenrullet på bilens bagende. Et slimet aggregat, der netop var trukket op fra indre bys septiktanke af lortesuppe krydret med menstruationsbind, slatne kondomer og opkast fra Viktor, Ruby og Heidi’s.

Ordet "lortesuppe" kombineret med den tyngende stank i næseborene fik det til at vende sig faretruende i maven på mig. Men så strittede min pegefinger belærende på cykelstyret. Og jeg sank stædigt klumpen i halsen. For tænk engang, at man kan ligne mandags gladeste mand, selvom man kører rundt med lort på ladet! 

Selvom du har et lortejob og lortekolleger, selvom du må høre på munddiarre fra både kunder og chefer, og selvom takken er en løn, der stinker, så skinner solen stadig på din overfyldte septiktank. Og hvis du kigger godt nok efter, kan du selv på lortedage skimte et blankt overtræk af den fineste chokolade.

To som elsker hinanden

To som elsker hinanden

Jeg lå i sengen og læste "To som elsker hinanden" i går. Den der af Tove Ditlevsen. Det er en glimrende bog men også en anelse deprimerende, da der egentlig ikke er nogen, som sådan elsker hinanden rigtigt. De bestemmer sig bare for det i mangel af mod eller mangel af bedre.

Nå, men pludseligt i løbet af sidste kapitel, var det som om bogens tema skreg ind gennem soveværelsesvinduet nede fra gården: 

"Der er billeder af 1000 kællinger, mand! Hvad fanden har du gang i, mand?! Jeg er SÅ færdig med dig, mand!". 

Det var en pige, der talte til sin mand.

Efter et par minutters lytten og luren gennem gardinet fik jeg fat i sammenhængen. Uhyret havde åbnet en datingprofil på nettet, som pigen nu havde opdaget. Han forsøgte at aflede konfrontationen med et lunkent "slap nu af", mens hun accelererede op i en højere og højere spiral omkring de "1000 kællinger", som allesammen var fra datingsidens top-10-liste (der er noget, der ikke helt går op her, I know, men det virkede ikke som om, at pigen eller fyren gik så nøje op i det).

Efter 20 minutter, var hun stadig "SÅ færdig" med ham, men hendes fødder flyttede sig ikke.

Jeg havde lyst til at gå ned i gården og invitere hende med op. Tror hun trængte til at blive lagt i seng og klappet strengt men kærligt på håret, indtil hun faldt i søvn.

Så kunne vi have læst resten af "To som elsker hinanden" sammen. Den ender med, at pigen finder en anden fyr. Én med tørre læderlæber, som hele tiden taler om atomtruslen. Men én, som ikke render efter 1000 kællinger. Sommetider må man bare nøjes.

Kære mandlige leder

Dagens brev, Berlingske Tidende, 24. november 2011

Hvis du netop nu sidder og krummer med en smørcroissant i Berlingeren, kunne du meget vel være i målgruppen for denne opsang.

I sidste uge offentliggjorde Lederne en undersøgelse som viser, at 33 procent af lederne ville tøve med at ansætte en markant overvægtig ansøger.

Som en tilføjelse til den sørgelige statistik  konkluderer en undersøgelse fra Institut for Kommunalforskning nu, at mænd generelt overvurderer hvor meget kvinder egentlig vejer. Gennemsnitligt får et BMI på 22,59 en mand til at vurdere, at en kvinde har lidt for meget på sidebenene. Og det på trods af at grænsen for overvægt ligger på BMI 25. En direktørvom derimod, den tilføjer bare lidt ekstra pondus.

Når man tænker på, at cirka en tredjedel af den danske befolkning er overvægtig og lægger den svækkede mandlige dømmekraft oveni, så bliver talentfeltet til store dele af arbejdsmarkedet kraftigt reduceret. På grund af frodige kvinder og en smørcroissant i ny og næ. Mand, hvis du var kvinde, var det billetten til Dagpengeland, du sad og tyggede på netop nu!

Jeg beklager mig ikke, fordi jeg selv har ondt i ladeporten. Min krop har ingen dansehåndtag. Faktisk er jeg flere gange blevet opfordret til at bruge min ”kvindelighed” og det at jeg er ”præsentabel” i jagten på et job, når jeg er færdiguddannet. Og ja, alle kneb gælder. Jeg undrer mig bare over, hvad der blev af gode manerer og pæne karakterer? Nu er det jo ikke Danmarks næste Topmodel, jeg sender min ansøgning til. Det er med stor sandsynlighed dig, mand. Du udgør trods alt en tredjedel af lederne i Danmark.

Forresten viste undersøgelsen også at mænd konsekvent undervurderer deres egen kampvægt. Så jeg opfordrer dig til at kigge i egen vom, før du sender det næste kvindelige talent hjem, fordi hun fylder for meget i kontorlandskabet.

Det var bare makrelpolakker

-->

Jeg fik karriereråd af en erfaren herre forleden. Et stykke inde i samtalen indskød han for en god ordens skyld, at jeg endelig ikke måtte blive fin eller selvfed på vej op af karrierestigen. ”Der er også brug for traktorer”, sagde han og hentydede til, at vi jo ikke alle sammen kan køre en knaldrød Ferrari.

Jeg er på ingen måde i risikozonen for at blive bleg for at pløje og køre gylle ud engang imellem. Det der med, at andre mennesker forvandler sig til skrald, fordi man selv snobber opad, det har jeg intet til overs for! Og det mener jeg virkelig... Eller rettere sagt, det mente jeg virkelig.

Dagen efter var jeg nemlig i Føtex og handle ind. Lammemørbrad, god mørk chokolade og økologiske blåbær. Ved kassen kom jeg til at stå bagved to fyre i dynejakke og beskidte arbejdsbukser. De smed buræg, tysk mælkechokolade og en omgang makrelsalat på rullebåndet. Altså den der discountversion i et plasticbæger med en ydmyg bund af makrelguf og så mayo for resten. Jeg studsede, rynkede på næsen og begyndte at føle mig lidt dannet ovre i min egen indkøbskurv.

Da vi alle var kommet igennem kassen talte fyrene sammen på polsk, drejede hovederne og sendte mig et stort smil og et blink med øjnene. Jeg kiggede væk, hamre stiletterne lidt hårdere mod laminatgulvet og frabad mig demonstrativt al opmærksomhed.

Nej tak, om jeg skulle kurtiseres af to makrelpolakker med fedtet hår og Kansasbukser! Den gestus var på ingen måde et kompliment. Nærmere en parasit på mit oppustede ego.

Da jeg kom hjem i lejligheden blev jeg flov. Det er jo trods alt makrelpolakkerne, der har sat mit køkken op og samlet mit skab i soveværelset, fordi jeg selv er for intellektualiseret til at slå et søm i. Det eneste jeg evner er at trykke barnenumsefingre i tastaturet på en Mac.

Jeg er 27 år gammel, på vej mod dagpengeland og allerede for fin. Jeg trænger til at køre noget gylle ud snarest! Og så i det mindste smile, når nogen begaver mig med komplimenter en træt ulvetime i Føtex.