Jeg fik karriereråd af en erfaren herre forleden. Et stykke inde i samtalen indskød han for en god ordens skyld, at jeg endelig ikke måtte blive fin eller selvfed på vej op af karrierestigen. ”Der er også brug for traktorer”, sagde han og hentydede til, at vi jo ikke alle sammen kan køre en knaldrød Ferrari.
Jeg er på ingen måde i risikozonen for at blive bleg for at pløje og køre gylle ud engang imellem. Det der med, at andre mennesker forvandler sig til skrald, fordi man selv snobber opad, det har jeg intet til overs for! Og det mener jeg virkelig... Eller rettere sagt, det mente jeg virkelig.
Dagen efter var jeg nemlig i Føtex og handle ind. Lammemørbrad, god mørk chokolade og økologiske blåbær. Ved kassen kom jeg til at stå bagved to fyre i dynejakke og beskidte arbejdsbukser. De smed buræg, tysk mælkechokolade og en omgang makrelsalat på rullebåndet. Altså den der discountversion i et plasticbæger med en ydmyg bund af makrelguf og så mayo for resten. Jeg studsede, rynkede på næsen og begyndte at føle mig lidt dannet ovre i min egen indkøbskurv.
Da vi alle var kommet igennem kassen talte fyrene sammen på polsk, drejede hovederne og sendte mig et stort smil og et blink med øjnene. Jeg kiggede væk, hamre stiletterne lidt hårdere mod laminatgulvet og frabad mig demonstrativt al opmærksomhed.
Nej tak, om jeg skulle kurtiseres af to makrelpolakker med fedtet hår og Kansasbukser! Den gestus var på ingen måde et kompliment. Nærmere en parasit på mit oppustede ego.
Da jeg kom hjem i lejligheden blev jeg flov. Det er jo trods alt makrelpolakkerne, der har sat mit køkken op og samlet mit skab i soveværelset, fordi jeg selv er for intellektualiseret til at slå et søm i. Det eneste jeg evner er at trykke barnenumsefingre i tastaturet på en Mac.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar