Kommunikationsmedarbejder, Ballerup Kommune

Nu ved jeg godt, at man ikke skal definere tingene negativt. Væk-fra-motivationer og skræmmebilleder, er ikke noget, moderne konstruktive mennesker beskæftiger sig med.

Men måske jeg ikke er så moderne endda. Der er nemlig vokset en lille negativ cyste frem i min fantasi, efter jeg er begyndt at spekulere dybere over, hvilket job, jeg mon passer ind i, når jeg er færdig med at skrive mit speciale.

Cysten har diagnosen ”Kommunikationsmedarbejder, Ballerup Kommune”. Mareridtsjobbet. Også selvom det er dybt forkælet at have sådan et, når man er færdiguddannet erfaringsforladt humanist.

I Ballerup Kommune rider vi aldrig den dag, vi sadler. Det gør vi ikke, af flere årsager.

Vi har ingen visioner. Alt det stads med at være i dialog og skære ned på kancellisløjferne, det er ressourcekrævende og ærligt talt lidt noget pop.

Vi har ingen penge. Sådan er det jo desværre i kommuner. Ting skæres ned. Lige undtagen gebyret til kaffekassen, selvfølgelig.

Og så har vi en nul-fejlskultur, som gør det der med at få hesten i seletøjet og råbe ”galop!”, til en lang og nølende proces. Så hellere holde en kaffepause mere og brokke sig over, at kantinen igen serverer slatten salat fra i går.

Når det kommer til stykket er de sikkert meget flinke i Ballerup Kommune. Cysten er mest af alt et udtryk for en manglende evne til at definere mine kompetencer og præferencer, så jeg ved, hvordan min udsigt reelt ser ud. Indtil jeg får skabt et bedre overblik, navigerer jeg primitivt efter kvælningsfornemmelser, fordomme og udelukkelsesmetoden.

Spumantemarinade

Jeg er gået på jagt efter mine highs. Altså de personlige opture, som heldigvis indfinder sig engang imellem. Hver aften registrerer jeg på videnskabelig vis de highs, jeg har fået i nettet.

Der er visse krav til højdepunkterne. De skal være af den mavefølte slags og gerne med hårrejsning og gåsehud til følge. Ikke den der slags hypede højdepunkter, der er i familie med gode karakterer, store biler og stramme baller. Nej, de skal forvandle mavesyren til spumante. Personligt får jeg kun mere syre i sækken af at halse efter høje gennemsnit, hestekræfter og et bagparti uden for tyngeloven.

Jeg jagter højdepunkterne for min egen og for fremtidens skyld. Jeg skal jo snart vinke farvel til mit 27-årige institutionaliserede liv og ud på arbejdsmarkedet. Det er forbundet med en del tvivl og handlingslammelse. Jeg har dog en tese om, at man kun bliver både dejlig og dygtig, hvis man beskæftiger sig med noget,  man kan marinere i sprumante.

Derfor skal mine highs agere vejviser til livet med lønseddel. Indtil videre har jeg registreret positive udsving på skalaen, når jeg får lov at tænke sammen med mennesker, der er mere erfarne, end jeg selv er. Når jeg må stille spørgsmål. Når jeg finder på nye systemer, madretter, metaforer, årsager og historier om fx naboen og folkene i Føtex. Og når jeg finder oaser, hvor de andre er lidt mærkelige og ganske umiddelbare.

 Overvejer at indføre et spumanteafsnit på mit CV.