mandag den 31. oktober 2011

Kommunikationsmedarbejder, Ballerup Kommune



Nu ved jeg godt, at man ikke skal definere tingene negativt. Væk-fra-motivationer og skræmmebilleder, er ikke noget, moderne konstruktive mennesker beskæftiger sig med.

Men måske jeg ikke er så moderne endda. Der er nemlig vokset en lille negativ cyste frem i min fantasi, efter jeg er begyndt at spekulere dybere over, hvilket job, jeg mon passer ind i, når jeg er færdig med at skrive mit speciale.

Cysten har diagnosen ”Kommunikationsmedarbejder, Ballerup Kommune”. Mareridtsjobbet. Også selvom det er dybt forkælet at have sådan et, når man er færdiguddannet erfaringsforladt humanist.

I Ballerup Kommune rider vi aldrig den dag, vi sadler. Det gør vi ikke, af flere årsager.

Vi har ingen visioner. Alt det stads med at være i dialog og skære ned på kancellisløjferne, det er ressourcekrævende og ærligt talt lidt noget pop.
Vi har ingen penge. Sådan er det jo desværre i kommuner. Ting skæres ned. Lige undtagen gebyret til kaffekassen, selvfølgelig.
Og så har vi en nul-fejlskultur, som gør det der med at få hesten i seletøjet og råbe ”galop!”, til en lang og nølende proces. Så hellere holde en kaffepause mere og brokke sig over, at kantinen igen serverer slatten salat fra i går.

Når det kommer til stykket er de sikkert meget flinke i Ballerup Kommune. Cysten er mest af alt et udtryk for en manglende evne til at definere mine kompetencer og præferencer, så jeg ved, hvordan min udsigt reelt ser ud. Indtil jeg får skabt et bedre overblik, navigerer jeg primitivt efter kvælningsfornemmelser, fordomme og udelukkelsesmetoden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar