Hvor er jeg glad for, at der starter en ny dag i morgen. Det tænker jeg tit, når jeg lægger hovedet på puden.
Nu er det ikke sådan, at alle mine dage er af så rædderlig karakter, at de ikke fortjener en fortsættelse. Men der er alligevel noget lettende over, at det ikke er den samme lunkne suppedas, jeg skal svømme rundt i, i morgen. At jeg ikke sidder fast i noget, der absolut er "to be continued...".
Den nye dag betyder, at jeg altid har en ekstra chance. For at gøre det bedre. At få det sagt. At prøve igen. At nå det forsømte. Tanken om en cyklus af tilbagevendende rene tavler og tilgivelse er nu meget rar.
Den svarer lidt til at tro, at man kommer i himlen, når man dør. Pyt med døden. Jeg kan altid rette op på diverse bommerter sammen med terapeuten over alle terapeuter up there.
Nu er det ikke sådan, at alle mine dage er af så rædderlig karakter, at de ikke fortjener en fortsættelse. Men der er alligevel noget lettende over, at det ikke er den samme lunkne suppedas, jeg skal svømme rundt i, i morgen. At jeg ikke sidder fast i noget, der absolut er "to be continued...".
Den nye dag betyder, at jeg altid har en ekstra chance. For at gøre det bedre. At få det sagt. At prøve igen. At nå det forsømte. Tanken om en cyklus af tilbagevendende rene tavler og tilgivelse er nu meget rar.
Den svarer lidt til at tro, at man kommer i himlen, når man dør. Pyt med døden. Jeg kan altid rette op på diverse bommerter sammen med terapeuten over alle terapeuter up there.
På den anden side tilbyder den nye dag et perspektiv, som ikke har særlig meget intensitet eller hår på brystet.
Hvorfor ikke gøre det i dag? Gøre mit bedste. Sige det frit fra leveren. Give mig selv en ekstra chance. Forsømme det, der fortjener at blive forsømt - I dag. Så er der ingen grund til at skure rundt i diverse fortrydelser med tavlesvampen, når jeg lægger hovedet på sovepuden.
Det er nemmere sagt end udlevet. Men jeg vil øve mig på det alligevel. Så bliver psykologregningen i himlen heller ikke så stor.
Hvorfor ikke gøre det i dag? Gøre mit bedste. Sige det frit fra leveren. Give mig selv en ekstra chance. Forsømme det, der fortjener at blive forsømt - I dag. Så er der ingen grund til at skure rundt i diverse fortrydelser med tavlesvampen, når jeg lægger hovedet på sovepuden.
Det er nemmere sagt end udlevet. Men jeg vil øve mig på det alligevel. Så bliver psykologregningen i himlen heller ikke så stor.
