mandag den 17. september 2012

High Five Freak




TAK til den kvindelige løber, som rakte hånden ud og gav mig en smældende high five, da vi tonsede forbi hinanden i morges! Det var lige efter bestigningen af bakken i Frederiksberg Have, det var prustende hårdt, og hun smilede helt op til kanten af Nike-kasketten.

Måske nogen har det lidt svært med den slags uforbeholdne lalleglæde. Måske nogen hellere vil undvære at blive forulempet i deres svedige og morgensure privatsfærer. Men jeg åd det altså råt!

Der var så meget ild i mig bagefter, at jeg instinktivt måtte give opturen videre til en anden svedig og morgensur eksistens. High Five hele vejen hjem, sgu da!

Nede ved elefantburet kom en mand løbende mod mig. Mit smil var allerede helt spændt op, så jeg behøvede bare at række hånden ud og fange hans øjne for at gentage den smældende succes.

Men som han nærmede sig min udstrakte klør fem, begyndte hans blik at flakke, og han evnede kun at fremtvinge et akavet vink, da vores kroppe passerede hinanden.

Cirka samme scenarie udspillede sig 500 meter senere, da jeg passerede endnu en forfjamsket motionist.

Efter andet forsøg tonsede jeg sgu bare hjem. Med en high five på tværs indeni. Hold kæft, hvor ville jeg bare gerne have klasket den ud på en eller anden svedig mandagsløber!

Den venter stadig på at komme ud – high fiven - så jeg prøver igen, næste gang mine kondisko tonser i haven. Hvis du er der, så er det mig (eller eventuelt hende den anden med Nike-kasketten) som vifter med en brændvarm hånd, når du nærmer dig.

Jeg vil bare gerne være på hold med dig. Så strit med fingrene, hvis du vil antændes.

Og bagefter: High Five hele vejen hjem! 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar