tirsdag den 1. februar 2011

Fibersund lykke


Jeg har fået 12. Ja, det er super flot, og jeg følte mig også umiddelbart meget lykkelig. Eller måske nærmere lettet. Det var nemlig 12 i dødninge-eksamenen. Den folk græder over og dumper i hobetal.

Men nu, 4 timer efter jeg blev bekendt med det brillante resultat, har jeg nærmest glemt det igen. Gode karakterer er et hurtigt fix, må man sige. En ok lykkefølelse, som ret hurtigt bliver en smule udhulet. Måske det er fordi, jeg har fået sat mit 12-tal i perspektiv.

Jeg er nemlig netop hjemvendt fra fødselsdagslagkage hos en veninde.


Der hørte jeg singleveninden kvidre over en fantastisk fyr, som både konsumerer nattetimer og vågne tanker. Jeg så en anden venindes nyfødte baby misse med øjnene. Jeg talte om rejsedrømme, mænd i damekjoler og squaredance. Jeg sagde tillykke til min ven, som er ved at nå tæt på drømmen om manuskriptforfatterlinjen på Filmskolen. Og jeg talte om, at jeg glæder mig til min ferie i Paris, og at jeg godt kan lide skumfiduser.

Der i en halvdunkel stue i den blå fødselsdagstime, følte jeg langtidsholdbar, blidt udløst og fibersund lykke. Lykken i et lagkageperspektiv. Lykkelig på den måde, at man ikke er i tvivl om, at det hele er præcist som det skal være. Lige meget om man har brilleret, eller man er dødningedumpet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar