Min arbejdsplads har ingen penge. Det er så grelt, at sodavandene nu er skiftet ud med vand i papkartoner. I den firkantede matte indpakning ligner vandet den slags proteindrik gamle mennesker drikker med sugerør, når kræfterne svinder ind og bornholmeruret tikker. Egentlig et meget godt billede på, hvordan finanserne har det på kontoret for tiden.
Som i privatlivet betyder en slunken pengepung, at man må skære ned på alt det sjove. Det er der også blevet inden for mit arbejdsområde, hvilket er en af grundende til min arbejdseksem. For en måneds tid siden fortalte jeg min chef om min tilstand, og spurgte, om hun havde mulighed for at udskrive en recept på noget motivation.
Jeg havde selv et lille forslag til receptens ordlyd, som jeg faktisk ikke regnede med, ville være en reel mulighed. Det er nemlig sådan, at selvom mit sigtekorn er rettet mod udfordringer i den private sektor, er jeg faldet over en offentlig virksomhed, som jeg faktisk rigtig gerne vil arbejde for. Den laver innovation og samarbejder med min arbejdsplads. Jeg blev endnu mere klar over, hvor spændende den er, da jeg skrev mig varm i en ansøgning til den forleden:
”Især den offentlige sektor interesserer mig, da jeg, gennem mit arbejde og som almindelig borger, har stiftet bekendtskab med både fordomme om sektoren og også, hvor klumpet den faktisk kan være at danse med engang imellem. Det er en spændende udfordring at skabe forandringer og udvikling i et system, som alle er involveret i, langt de fleste har en holdning til og mange gerne vil have indflydelse på”.
Og helt ærligt, det er ikke bare floskler til ære for modtageren. Det er sku da spændende!
I går var jeg til møde med min chef igen. Og hun havde overraskende nok besluttet sig for, at jeg skal have en chance for at prøve mine innovative lyster af. Ikke lige i to måneder, hvilket jeg foreslog som et passende tidsrum til at ”samle den rette mængde innovative kompetencer”. Nærmere to uger.
Chefen mente ikke, det var helt forsvarligt at give mig løn for at arbejde to måneder ude af huset, når vi nu bornholmeruret tikker så kraftigt på kontoret og alle sodavandene er fjernet fra køleskabet. Og så har jeg jo også et job, som skal passes. Fair nok.
Men nu bliver min ansøgning altså sendt af sted til innovationens offentlige højborg. Med chefens flødeskum på toppen. Og som hun sagde, inden vores møde sluttede: ”Jeg kan jo desværre ikke kontrollere, hvor meget du charmerer dem under dit besøg”.
Jeg venter i spænding og skruer op for charmen…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar