At komme indirekte i mål

Alle succesfulde mennesker er målrettede. Dem der virkelig opnår noget, de har sku tænkt det ordentligt igennem. Og når de så kan se bullseye i horisonten, så knokler de. Hårdt og disciplineret. Vejen til succes er ikke brolagt med sjov og chokolade!

Det er kun mig, der er en rastløs flimmerkasse. Jeg overspringshandler og skifter retning, når jeg får en ny og sjovere idé. Jeg ”fedter med det”, som min konsulentkæreste siger. Og når jeg så har fedtet med det længe nok - mens resten af verden drøner derud af (next stop bullseye) - så bliver jeg overbevist om, at jeg aldrig klarer den i den her stålsatte og performanceorienterede verden. Jeg er jo både doven, forlystelsessyg og uansvarlig. Åh, ak og ve.

Derfor prøver jeg, som ethvert andet fornuftigt menneske, at være systematisk, vedholdende og detaljeorienteret. Det er bare ikke særlig sjovt! Og igen bliver jeg bekymret. Hvorfor har jeg ikke et kvalitetsbevidst sind, som lader sig tilfredsstille af en portion fornuftige pernittengryn?

Når jeg så er helt blå om læberne af angst for, hvordan jeg nogensinde skal passe ind og klare den, så springer min indre performancekujon frem og klamrer sig til et redningsbælte af regneark, normalkurver og kildehenvisninger. Det er nemlig trygt at have en godkendt model at følge, når man nu selv er så utilregnelig. Så spænder man bare metodesikkerhedsselen og sætter sig til at dø langsomt bagerst i bussen.

Men det er slut nu! Jeg har nemlig fundet bevis for, at det der med iskold systematisk målrettethed muligvis slet ikke er vejen frem.

Åbenbaringen fandt jeg, da jeg åbnede økonomiprofessor John Kays bog Obliquity. Den handler om, at man oftest når sit mål ved at snige sig ind på det indirekte. Ved at sigte efter noget, som er lidt ved siden af. Ved at sigte efter noget, som kan mærkes i maven! Første side starter sådan her:

”The most profitable companies are not the most aggressive in chasing profits, the wealthiest men and women are not the most materialistic, and the happiest people do not pursue happiness”.

Bogen fortsætter med at berolige om, at alle de tilsyneladende succesfulde mennesker derude er lige så store performancekujoner, som jeg selv er. De synes heller ikke, det er skægt at sidde i selen og følge metoden. Faktisk lader de fleste bare som om, fordi det nu engang er vedtaget, at det er sådan, man gør, når man skal opnå noget.

Jeg er kun nået til kapitel 3, men er hooked. Glæder mig til at læse videre og skal nok berette om flere åbenbaringer, hvis jeg støder på nogen.