onsdag den 15. december 2010

Når øjnene udspiler sig - og man bliver primalt opmærksom


I forlængelse af mit seneste indlæg er jeg kommet til at tænke over, hvad jeg egentlig interesserer mig for. Altså ikke ting, jeg interesserer mig for, fordi jeg skal, eller fordi det er fornuftigt. Nej, den slags ting, som gør mig tændt og opmærksom, uden jeg skal stramme mig det mindste an.

To eksempler fra for ganske nylig træder frem og illustrerer måske også, hvor gammel jeg egentlig er inde bag min 26-årige skal:

Forleden var jeg til fødselsdag hos Ellen. Hun fyldte 5 år. Hele familien var inviteret, så kaffebordet var bænket med onkler, tanter, kusiner, fætre, bedsteforældre og forældre. Jeg var så heldig at komme til at sidde lige ved siden af fødselsdagsbarnet.

Det var bestemt rigtig hyggeligt at fejre fødselsdag. Men konversationen krævede lidt ekstra opmærksomhed fra min side. Jeg er ny i Ellens familie, så ørerne skal være ekstra stive, hvis man skal holde styr på, om Faster er til rødvin eller hvidvin, hvor mange år Svoger har stået på ski, og hvem Bent og Karin er i anekdoten om nytårsaften 1988.

Mens jeg gumlede på et stykke skulderparti fra kagemanden og smilede til kaffebordet, kiggede fødselsdagsbarnet pludselig op på mig og sagde:

”Jeg har fire kærester”.

Med ét blev jeg fuldstændig tændt! Sukkerdynen af glasur og chokoladeknapper, som var ved at lægge sig over mig, blev med ét revet til side, og jeg var helt og aldeles opmærksom. Primalt opmærksom! Med gåsehud og gnister i øjnene.

Det stakkels barn må have følt sig ganske kvalm af den gispende kaffeånde, der vældede ned over hende i bare iver for at høre detaljer om mandspersonerne. Jeg fik navne og alder og prøvede så ellers at beherskede min snagelyst af respekt for selv en 5-årigs blufærdighed.

Stort set samme scenarie udspillede sig en uges tid senere, hvor jeg var til et andet familiegilde. 

Her gik snakken om kælderisolering, karriere og kapitalpensioner, da jeg fik øje på præ-pubertære Katrine. Hun havde ”Vi Unge” med i leopardhåndtasken, og pludselig hvirvlende famlende brevkasseindlæg, artikler om kysseteknikker og idolplakater ind over bordet og gjorde selskabet ekstra røde i kinderne. Jeg emmede af lyst til at spørge, hvor mange kysseteknikker Katrine selv havde afprøvet. Og om hun så gerne ville være kæreste med Justin Bieber?

Åh, jeg er vild med det. Og god til det! Det der lidt hemmelige og pinagtige, som man kan spørge ind til. Bore i. Hviske til hinanden. Med udspilede øjne og dunkende hjerte.
  
Nu mangler jeg bare at finde ud af, hvad man bruger sådan en interesse til. Hvordan man oversætter den til en kompetence? Mon ikke det kommer. Ganske indirekte …

Ingen kommentarer:

Send en kommentar