Anne Thorsø Sørensen: En slags kunstner og slet ikke spor aftenskole-agtig.

1,43 x 1,13

Er lige blevet røvhamrende meget bekræftet, som det hedder nede i min mavesæk!

Jeg er i færd med at flytte ind hos min kæreste, som bor 800 meter fra mig. I dag besluttede jeg at bære et par af mine malerier hjem til ham. Blandt andet det, du kan se på billedet ovenfor.

Jeg er lidt hemmelig omkring mine malerier. Selvom jeg har været med til Artbattle en del gange, og selvom mine billeder også hænger rundt omkring i andre hjem end mit eget, så er det ikke en beskæftigelse, jeg ligefrem går og tegner op i neon.

Men på de 800 meter gennem ydre Frederiksberg gik det op for mig, at der måske alligevel er et eller andet der lyser neon, ved det jeg laver. 

Næsten uden for min hoveddør passerede en ældre mand, som spurgte, om jeg var kunstner (bare at svare på det spørgsmål er jo en identitetskrise I sig selv – jeg svarede “jo, sådan en slags”) og sagde, at mit billede var rigtig cool.... 



50 meter længere nede af gaden kom en mand cyklende gennem lyskrydset, og råbte "stoooop!!!", hvorefter han rullede op på fortorvet og bad mig stille maleriet op af en husmur, så han rigtig kunne se det. 

“Jeg tror, at det billede er sådan, som jeg er indeni!”, udbrød han og granskede det nærmere.

Dommen var, at det var "totalt street", "ærligt", "spontant" og "slet ikke spor aftenskole-agtigt". Bagefter forevigede han maleriet med kameraet I sin mobiltelefon og bad om kunstnerens kontaktoplysninger.

Anne Thorsø Sørensen, en slags kunstner og slet ikke spor aftenskoleagtig.

Fibersund lykke

Jeg har fået 12. Ja, det er super flot, og jeg følte mig også umiddelbart meget lykkelig. Eller måske nærmere lettet. Det var nemlig 12 i dødninge-eksamenen. Den folk græder over og dumper i hobetal.

Men nu, 4 timer efter jeg blev bekendt med det brillante resultat, har jeg nærmest glemt det igen. Gode karakterer er et hurtigt fix, må man sige. En ok lykkefølelse, som ret hurtigt bliver en smule udhulet. Måske det er fordi, jeg har fået sat mit 12-tal i perspektiv.

Jeg er nemlig netop hjemvendt fra fødselsdagslagkage hos en veninde.

Der hørte jeg singleveninden kvidre over en fantastisk fyr, som både konsumerer nattetimer og vågne tanker. Jeg så en anden venindes nyfødte baby misse med øjnene. Jeg talte om rejsedrømme, mænd i damekjoler og squaredance. Jeg sagde tillykke til min ven, som er ved at nå tæt på drømmen om manuskriptforfatterlinjen på Filmskolen. Og jeg talte om, at jeg glæder mig til min ferie i Paris, og at jeg godt kan lide skumfiduser.

Der i en halvdunkel stue i den blå fødselsdagstime, følte jeg langtidsholdbar, blidt udløst og fibersund lykke. Lykken i et lagkageperspektiv. Lykkelig på den måde, at man ikke er i tvivl om, at det hele er præcist som det skal være. Lige meget om man har brilleret, eller man er dødningedumpet.

Brum lidt mere

Der er humlebier, og der er hvepse.

Humlebierne er positive og visionære af natur. Og så er de jo – som bekendt – fuldstændig grundsikre på, at de kan flyve. Faktisk har de så meget luft under vingerne, at de gerne stiger til vejrs blot for at dele flyveglæden med andre. Ja, de hygger sig rigtignok og brummer, deroppe i de højere luftlag.

Og på én eller anden måde evner de også at udrette store ting, mens de slikker blødt solskin, nyder de åbne vidder og romantiserer blomsterne.

Humlebier kan nu også godt stikke, hvis det skal være. Men kun hvis de bliver kvast. Selvrespekten er skam helt i orden. Bare fordi, de er easy going, betyder det ikke, at man ligefrem må træde på dem.

Hvepsene derimod er af en lidt anden støbning. De brummer ikke. De summer - sådan lidt mere nasalt og skærebrænderagtigt - mens de meget målrettet hviner gennem luften mod marmelademaden eller den røde sodavand i horisonten. De giver ikke ved dørene, hvepsene.

Og så stikker de også oftere end humlebierne. Men det er nok fordi de er lidt mere ængstelige af natur. I et hvepseliv kan meget nemlig gå galt, så derfor er det vigtigt altid at have brodden hvæsset.
Heldigvis er hvepsen designet til at kunne stikke flere gange, uden at dø af det. Så behøver den heller ikke være så karrig med at sætte folk på plads.

Jeg har på det seneste observeret de to arter og har opdaget, at de fleste humlebier er af hankøn, mens hvepse for det meste går i stiletter.

Derfor er jeg blevet opmærksom på at brumme lidt mere til hverdag…

Når øjnene udspiler sig - og man bliver primalt opmærksom

I forlængelse af mit seneste indlæg er jeg kommet til at tænke over, hvad jeg egentlig interesserer mig for. Altså ikke ting, jeg interesserer mig for, fordi jeg skal, eller fordi det er fornuftigt. Nej, den slags ting, som gør mig tændt og opmærksom, uden jeg skal stramme mig det mindste an.

To eksempler fra for ganske nylig træder frem og illustrerer måske også, hvor gammel jeg egentlig er inde bag min 26-årige skal:

Forleden var jeg til fødselsdag hos Ellen. Hun fyldte 5 år. Hele familien var inviteret, så kaffebordet var bænket med onkler, tanter, kusiner, fætre, bedsteforældre og forældre. Jeg var så heldig at komme til at sidde lige ved siden af fødselsdagsbarnet.

Det var bestemt rigtig hyggeligt at fejre fødselsdag. Men konversationen krævede lidt ekstra opmærksomhed fra min side. Jeg er ny i Ellens familie, så ørerne skal være ekstra stive, hvis man skal holde styr på, om Faster er til rødvin eller hvidvin, hvor mange år Svoger har stået på ski, og hvem Bent og Karin er i anekdoten om nytårsaften 1988.

Mens jeg gumlede på et stykke skulderparti fra kagemanden og smilede til kaffebordet, kiggede fødselsdagsbarnet pludselig op på mig og sagde:

”Jeg har fire kærester”.

Med ét blev jeg fuldstændig tændt! Sukkerdynen af glasur og chokoladeknapper, som var ved at lægge sig over mig, blev med ét revet til side, og jeg var helt og aldeles opmærksom. Primalt opmærksom! Med gåsehud og gnister i øjnene.

Det stakkels barn må have følt sig ganske kvalm af den gispende kaffeånde, der vældede ned over hende i bare iver for at høre detaljer om mandspersonerne. Jeg fik navne og alder og prøvede så ellers at beherskede min snagelyst af respekt for selv en 5-årigs blufærdighed.

Stort set samme scenarie udspillede sig en uges tid senere, hvor jeg var til et andet familiegilde. 

Her gik snakken om kælderisolering, karriere og kapitalpensioner, da jeg fik øje på præ-pubertære Katrine. Hun havde ”Vi Unge” med i leopardhåndtasken, og pludselig hvirvlende famlende brevkasseindlæg, artikler om kysseteknikker og idolplakater ind over bordet og gjorde selskabet ekstra røde i kinderne. Jeg emmede af lyst til at spørge, hvor mange kysseteknikker Katrine selv havde afprøvet. Og om hun så gerne ville være kæreste med Justin Bieber?

Åh, jeg er vild med det. Og god til det! Det der lidt hemmelige og pinagtige, som man kan spørge ind til. Bore i. Hviske til hinanden. Med udspilede øjne og dunkende hjerte.

  

Nu mangler jeg bare at finde ud af, hvad man bruger sådan en interesse til. Hvordan man oversætter den til en kompetence? Mon ikke det kommer. Ganske indirekte …

At komme indirekte i mål

Alle succesfulde mennesker er målrettede. Dem der virkelig opnår noget, de har sku tænkt det ordentligt igennem. Og når de så kan se bullseye i horisonten, så knokler de. Hårdt og disciplineret. Vejen til succes er ikke brolagt med sjov og chokolade!

Det er kun mig, der er en rastløs flimmerkasse. Jeg overspringshandler og skifter retning, når jeg får en ny og sjovere idé. Jeg ”fedter med det”, som min konsulentkæreste siger. Og når jeg så har fedtet med det længe nok - mens resten af verden drøner derud af (next stop bullseye) - så bliver jeg overbevist om, at jeg aldrig klarer den i den her stålsatte og performanceorienterede verden. Jeg er jo både doven, forlystelsessyg og uansvarlig. Åh, ak og ve.

Derfor prøver jeg, som ethvert andet fornuftigt menneske, at være systematisk, vedholdende og detaljeorienteret. Det er bare ikke særlig sjovt! Og igen bliver jeg bekymret. Hvorfor har jeg ikke et kvalitetsbevidst sind, som lader sig tilfredsstille af en portion fornuftige pernittengryn?

Når jeg så er helt blå om læberne af angst for, hvordan jeg nogensinde skal passe ind og klare den, så springer min indre performancekujon frem og klamrer sig til et redningsbælte af regneark, normalkurver og kildehenvisninger. Det er nemlig trygt at have en godkendt model at følge, når man nu selv er så utilregnelig. Så spænder man bare metodesikkerhedsselen og sætter sig til at dø langsomt bagerst i bussen.

Men det er slut nu! Jeg har nemlig fundet bevis for, at det der med iskold systematisk målrettethed muligvis slet ikke er vejen frem.

Åbenbaringen fandt jeg, da jeg åbnede økonomiprofessor John Kays bog Obliquity. Den handler om, at man oftest når sit mål ved at snige sig ind på det indirekte. Ved at sigte efter noget, som er lidt ved siden af. Ved at sigte efter noget, som kan mærkes i maven! Første side starter sådan her:

”The most profitable companies are not the most aggressive in chasing profits, the wealthiest men and women are not the most materialistic, and the happiest people do not pursue happiness”.

Bogen fortsætter med at berolige om, at alle de tilsyneladende succesfulde mennesker derude er lige så store performancekujoner, som jeg selv er. De synes heller ikke, det er skægt at sidde i selen og følge metoden. Faktisk lader de fleste bare som om, fordi det nu engang er vedtaget, at det er sådan, man gør, når man skal opnå noget.

Jeg er kun nået til kapitel 3, men er hooked. Glæder mig til at læse videre og skal nok berette om flere åbenbaringer, hvis jeg støder på nogen.

Bordmetafor

Kæresten og jeg er gået i gang med at male et træbord. Inden for den nærmeste fremtid skal det danne et hvidmalet, halvmat og letaftørligt fundament for røde bøffer, ludospil, elskovsscener, morgenaviser og dansende dameben. Plus/minus dækkeservietter. 

Der er store drømme for enden af gør-det-selv-arbejdet.  

Men, hvordan gør man egentlig? Hvor meget skal overfladen slibes? Hvad er grunder for noget? Hvilken kornstørrelse skal sandpapiret have? Og hvad med grundrens?

I vores søgen efter svar, ringede vi til vismændene. Først konsulterede vi min far. Hans hænder er så ru, at de sprækker om vinteren. De har malet gavle, bejdset lofter, lakeret gulve, bygget drivhuse og en carport. Så der var bestemt erfaring bag hans svar, som var kort og uden dikkedarer: ”slib, tør af, grund og mal”.

Men som alle andre moderne mennesker blev vi hurtigt enige om, at det nok var bedst med en second opinion. Så vi ringede også til kærestens far for en sikkerheds skyld. Han er en mand med visioner. Faktisk er han så visionær, at han har formået at udvide, redesigne og perfektionere familiens udestue 5-6 gange med de bare næver. Hans svar var en smule mere detaljeret og lagde ud med en opbyggelig indledning: 

”Det er nu, lige nu, det virkelig kan betale sig at gøre en indsats!”, sagde han. 

Herefter fulgte en udførlig vejledning, der indeholdt hele tre lag grunder og pinefulde mellemintervaller af omhyggelig og opslidende finslibning. Vejledningen blev afsluttet med en omsorgsfuld advarsel: 

”…. Ellers står I dér efter sidste lag maling og må slibe det hele ned igen!”.

Efter rådgivningen blev det klart for mig, at det der med at lave et bord om til sin store drøm kan gå helt galt og ikke er en helt entydig process. Hvilken vej er det forsvarligt at vælge til de røde bøffer og stearinlysene og morgenavisen? Den korte eller den lange? Hybris eller livrem og sandpapir?

Jeg følte mig en kende opgivende og genkendte pludselig følelsen fra et andet område i mit liv. Og ja, kære læser, nu kommer den store metafor: Det der bord er jo mit håbefulde foster af en fremtid. 

Der ligger et fad blodige velhængte steaks og venter på at blive serveret på mit bord, men jeg er usikker på, hvor mange gange jeg skal grunde min professionelle profil, før jeg maler den i højglans og sender middagsinvitationer ud. For tænk nu hvis det hele går galt. Tænk, hvis gæsterne melder afbud, og jeg må slibe det hele ned igen!?

Allermest bekymrer det mig, at jeg simpelthen ikke gider at slibe mere (jeg har ellers ry for at være noget af en slibe-pige). Heller ikke selvom det er "nu, lige nu, det virkelig kan betale sig at gøre en indsats" og grunde med universitetsuddannelser, relevante studiejob, høje karakterer og frivilligt arbejde. 

Jeg vil dækkes op med bøffer nu! Smager de ikke lige så godt på en overflade med lidt helligdage? Er det overmod at smide sandpapiret på bålet og invitere til middag på mandag?

Har du ål i strømperne?

For et par måneder siden havde jeg et møde med et sandt renæssancemenneske! Han er kreativ direktør på et reklamebureau, men har også - med et nonchalant træk på skulderen - dyrket ekstremsport, været danmarksmester i graffiti, taget en lederuddannelse og rejst med sine børn i rygsæk gennem Cambodia.

Suk, jeg er 26 år gammel, og har svært nok ved at overskue at løbe 5 km og gennemføre mit studie på noget der bare minder om normeret tid. Det der med at blive danmarksmester i noget eller føde børn, som jeg skal trække gennem et tredje verdens land, mens jeg er på barsel, det har jeg ikke engang planlagt endnu.

Nå, men jeg havde været så heldig at få en hel time til at spørge reklamedirektøren til råds om hans branche. Samtalen blev dog ret hurtigt sporet ind på ham i stedet. Det var min egen skyld. Jeg har svært ved ikke at snage en lille smule. Der er et eller andet ved andre menneskers historie, som beroliger mig. At høre om deres overvejelser, tilfældige indfald, tvivl, usikkerhed, dumdristighed og mod forsikrer mig om, at det er okay at være et flimret væsen med et sigtekorn, der til tider ligner et kalejdoskop.

Reklamedirektøren leverede veloplagt og tilbagelænet sin livshistorie fra kontorstolen på den anden side af mødebordet. Han kunne tilføje, at han lige for tiden var i gang med at lave sin egen foto-rejse-bog og, nåååh ja - med et nonchalant træk på skulderen - så havde han da også været direktør for et succesfuldt dot.com.

Nu er jeg et af den slags mennesker, som hurtigt viser sine polypper af ren og skær betagethed. Og jeg  var gennemimponeret og misundelig på det endda meget sympatiske menneske, som delte ud af sit tryllebestøvede liv.

”Dot.com”. Det lød både stort og internationalt. Ikke bare en hjemmeside eller et internetfirma. Ikke en simpel dot.dk. Nej, en vaskeægte engelskklingende pengemaskine. Selvom jeg allerede var næsten krøbet i ly under mødebordet for orkanen af eventyr, målrettethed og præstationer der blæste fra kontorstolen på den anden side, kunne jeg ikke dy mig for at spørge ind til det fabelagtige interneteventyr.

”Hvad var det for en dot.com, du stod i spidsen for?”

Pludselig gippede reklamedirektøren en lille bitte smule og rettede sig op i kontorstolen. I et splitsekund var vi stoppet midt i orkanens øje.

”Johh, men, altså….. altså, det var bare sådan et firma, der solgte sokker”.

Og lige der fik jeg mødets allerbedste råd: Det handler om iscenesættelse! Er du ham, der sælger sokker, eller har du din egen dot.com? Er du en stakkels 26-årig kvinde med skæl i håret og ål i strømperne, eller er du kunstner, fotograf og skribent?

Måske reklamedirektøren har set Sex and the City en dag, han var mat i sokkerne, og har fået inspiration til sin personlige branding. Jeg lader dette Miranda-citat afslutte dagens udbrud:


"I can't go on any more bad dates. I would rather be home alone than out with some guy who sells socks on the internet".